Hverken Elling eller Kjell Bjarne er helt almindelige. Faktisk er de så ualmindelige, at de begge har tilbragt flere år på institutionen Brøynes. Her har det umage par delt værelse. Bamsen Kjell Bjarne er et rodehoved og langsom i optrækket. Han drømmer ideligt om damer, men har som 40-årig mødommen i behold. At drømme om damer ligger den lille Elling fjernt. Han er til gengæld god til at opdigte historier om sine erobringer som verdensmand blandt det modsatte køn. Historier, som er Kjell Bjarnes bedst elskede godnathistorier. Der er dog én sand kvinde, Elling tilbeder. Nemlig den gode socialdemokrat Gro Harlem Brundtland, der er Ellings politiske idol og modermælkserstatning. Sidstnævnte er der hårdt brug for. Den skingre og pertentlige Elling er, som de siger deroppe, »gutten til mor«. En mors dreng, hvis verden brød sammen, da moderen døde og dermed gjorde en ende på 40 års tosomhed mellem mor og søn. Snart fandt myndighederne Elling rystende i bukserne på bunden af et kosteskab. Alene i verden og bange for al dens væsen. For Elling er det at krydse gulvet på en restaurant for at gå på toilettet en ekspedition af samme frygtindgydende format, som når mere hårdhudede halse skal bestige Mount Everest. Men nu skal Elling og Kjell Bjarne sluses ud i samfundet. De skal dele en lejlighed i Oslo. Sagsbehandleren Frank Åsli skal hjælpe dem på vej, men det er ikke så nemt at lokke de to uden for en dør. De forskanser sig med dåsemad og telefonsex. Men langsomt tør de linde på døren for at følge duftsporet af stegt flæsk og realitet. 'Elling' er en film, hvor plottet allerede er ridset op i fortællingens udgangspunkt. Vi skal følge Elling og Kjell Bjarne, når de i en serie optrin bakser med det besværlige liv i friheden. To skæve mænd, som ved at støtte sig til hinanden måske kan opnå en slags alternativ balancegang. I sin filmatisering af Ingvar Ambjørnsens roman har Petter Næss fastholdt denne helt enkle opskrift. Kammerspillet fungerer fint. Hver lille sejr og hvert lille nederlag giver figurerne mere form og nuance. Foruden Frank Åsli, der repræsenterer samfundets krav om et mindstemål af konformitet, bliver der reelt kun lagt to yderligere tråde ud. To muligheder for at forvandle to sociale tabere til menneskelige vindere. Kjell Bjarnes erotiske underskudsforretning kan måske vendes til overskud igennem den frodige og til overflod gravide overbo Reidun, mens Ellings længsel efter kultiveret selskab via en bizar aften i selskab med ny norsk lyrik knytter ham til den sympatiske gamle poet Alfons Jørgensen. I 'Elling' indtræffer ingen pompøse mirakler. Noget storværk kan man heller ikke kalde denne kæmpestore norske biografsucces. Men mindre kan også gøre det, når man konstant klukleende følger Elling og Kjell Bjarne på deres slingrekurs mod skabelsen af en ny tilværelse. Per Christian Ellefsen er strålende i rollen som det sippenippede nervebundt Elling, men også Sven Nordin rammer sin bamse på kornet. De har da også begge to tidligere spillet samme roller på teatret. En stor og en lille. 'Mus og mænd' selvfølgelig. Er der også lidt 'Gøgereden' over denne psykiatriske komedie, så er det søreme ellers en gemytlig gøgerede. Petter Næss falder ikke i overdreven grad for fristelsen til at spejle to varme tosser i et koldt samfund. Til gengæld må man så også sige, at det tragiske element i situationen er så underspillet på bekostning af lune og humor, at filmen mister muligheden for at blive andet og mere end en velspillet lille komedie med et stort varmt hjerte. Men det er den altså til gengæld også blevet. Måske nok lovlig harmløs, men skåret så ømt og sikkert, at man med filmens hovedperson er fristet til at udbryde - »Herregud Elling, du har jo begået poesi!«.