Med 'The Contender' har Rod Lurie lavet en film, som man umiddelbart må rubricere som en politisk thriller. Problemet er bare, at spændingen i Luries glimrende udspil aldrig er forbundet med en konkret forbrydelse. Der er i den forstand intet, der skal opklares eller afsløres. Der er i filmens handling intet stort, nagende spørgsmål - det klassiske: Hvem gjorde det? - der hæsblæsende driver forløbet frem mod en nervepirrende finale. For som politisk thriller lægger 'The Contender' konsekvent og prisværdigt vægten på den første del af benævnelsen, nemlig det politiske. Og det er i den tætte, fint nuancerede skildring af det politiske og psykologiske slagsmål om magt og indflydelse, at filmen har sin store styrke. Handlingens udgangspunkt er, at den amerikanske præsident Jackson Evans (Jeff Bridges) skal til at udpege en ny vicepræsident. En af de største favoritter til posten er guvenør Jack Hathaway. Og da denne bliver hovedperson i en heltemodig redningsaktion - hvor den nødstedte dog dør - synes sagen klar. Imidlertid vælger Evans og hans rådgivere overraskende at forbigå Hathaway, og endnu mere chokerende er det, at udnævnelsen i stedet tilfalder en kvinde, senator Laine Hanson (Joan Allen). Hermed er Hansons politiske lykke dog langtfra gjort. Hendes udnævnelse skal nemlig godkendes ved en høring, og her er det, at præsident Evans politiske hovedmodstander, republikaneren Shelly Runyon (Gary Oldham), træder i aktion. Det viser sig nemlig hurtigt, at nogen er leveringsdygtig i smuds fra Laine Hansons fortid. Én ting er, at Evans unge partifælle Reginald Webster (Christian Slater) henleder Runyons opmærksomhed på, at Hanson selv en kort overgang i sin tidlige politiske løbebane har været republikaner. Noget ganske andet og mere sprængfarligt er det, at der pludselig dukker materiale op, som afslører den potentielle vicepræsident som deltager i et heftigt sexorgie i sin collegetid. Rod Luries film er nu bygget op med den dramatiske høring og navnlig den intense og forbitrede holmgang mellem Runyon og Hanson i centrum. Her er der en vis voldsomhed i modstillingen mellem den erfarne politiske hanræv og så en nutidig kvinde, der mere er politiker med hele sin personlighed og integritet. Men sort og hvidt, sentimentalt og forudsigeligt bliver det heldigvis aldrig. Snarere er det egen dirrende uro og nervøsitet, der skaber den specielle, gennemgående stemning i Luries sikre og sobre film. En stemning, der ikke blot udspringer af de mange skarpe klip mellem den offentlige, medieovervågede høring og en række scener, hvor det brutale politiske spil i kulissen afdækkes. I begge tilfælde er det Luries fortjeneste, at miljøet og dets atmosfære formidles så nærgående og usminket. For der synes at ligge en pointe i fraværet af overblik og distance. Vi er hele tiden midt i det hele - rystede og desorienterede øjenvidner til en nådesløs infight om magt og moral. En oplagt inspirationskilde for 'The Contender' er naturligvis 'Alle Præsidentens Mænd' af Alan Pakula, og har Luries film ikke forbilledets helstøbte format, så har den i de vigtigste roller en samling overbevisende skuespillere. For både Allen, Bridges og Oldham spiller nemlig med en flertydighed, som hele tiden gør deres personer levende og uberegnelige - bortset fra Bridges' afsluttende, meget salvelsesfulde og patriotiske peptalk. Men ellers er personernes motiver svært gennemskuelige, dobbeltbundede. Og deres balancegang mellem retfærdighedssans og opportunisme foruroligende. Er de stærke, idealistisk sindede politikere med en vision? Eller er de fanger i deres eget lumpne spil om magtens forfængelighed? Her er den eneste svaghed måske Jeff Bridges. Ikke fordi han spiller dårligt. Men fordi han agerer med en snert af beåndet satire - præsidentens milde distraktion og gemytlige madglæde - som distancerer ham fra filmens øvrige, helt uironiske tone