I komedien 'She's Gotta Have It' fra 1986 har den kvindelige hovedperson svært ved at vælge mellem tre mænd - den sjove, den flotte og den følsomme. Filmen er instrueret af Spike Lee, og kvinden tager alle tre fyre på en gang, fordi de tilsammen - og i de rette doser - udgør den perfekte mand. Den skjønne, forsømte husmor Kate står over for et lignende problem med at vælge, da hun møder Joe og Terry. De er netop stukket af fra fængslet og er nu i gang med at skrabe penge sammen til en restaurant i Mexico - på hurtigste og mest effektive vis, nemlig ved at begå bankrøverier. Film har det jo med at portrættere bankrøvere med et vist romantisk Robin Hood-skær, og 'Bandits' er ingen undtagelse. Joe og Terry er et par gode, gammeldags gentlemanforbrydere, der husker at give damer komplimenter, mens de får pengene udleveret. Og Kate, der hader sit liv og sin mand, er ikke mange øjeblikke om at beslutte at udlevere sig selv. Hvis der er noget, som ikke mangler i actionkomedien 'Bandits', så er det store navne på plakaten. Bruce Willis behøver ingen introduktion; og det gør Billy Bob Thornton ('Sling Blade', 'A Simple Plan') og Cate Blanchett ('Elizabeth', 'The Gift') næsten heller ikke. De tre stjerner er instrueret af Barry 'Rain Man' Levinson, og bag dem alle sidder en mindre hær af store producernavne. ALT DETTE taget i betragtning skulle, 'Bandits' have gode muligheder for at komme op at ringe, men det lykkes aldrig rigtig for den. Noget arytmisk i samspillet og en tyngde i fortælleformen trækker ned. Filmen er bygget op som en rammefortælling, hvor en tv-vært guider os gennem den retrospektive beretning om de to røveres gøren og laden. Men det ekstra lag af medieshow virker både unødvendigt og konstrueret og tager luften ud af dramaet. Det ville have klædt filmen at stå mere enkelt frem som den roadmovie, den er. For det er i biler, på parkeringspladser og moteller - og med et lækkert soundtrack - at personernes indbyrdes forhold udvikler sig. Det er nogle gange morsomt, andre gange mere langtrukkent. Komikken går i høj grad på kontrasterne i de to røveres typer. Willis er (ikke overraskende) den charmerende gadedreng, stor i slaget og glad i låget, mens Thornton er hypokondrisk neurotiker med en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. At Kate falder for førstnævnte virker oplagt, at hun falder for sidstnævnte er filmens påstand, der aldrig forekommer overbevisende. For manuskriptet driver rovdrift på Terrys hypokondriske selvoptagethed i en grad, så det overskygger alle andre sider hos figuren. Det bliver ikke bedre af, at Levinson indimellem lader Thornton - og til en vis grad Blanchett - overspille sig ud i fjollerier, der falder sært ved siden af komediens generelt mere ironiske stil. Ærgerligt, for Blanchett er ellers god som komedienne. Hun kan være smuk og mystisk loveinterest det ene øjeblik og kikset, sårbar kvindeklovn det næste - der er både klasse og menneskelighed over hendes frustrerede Kate, og Blanchett er med til at gøre figuren mindre glat end mange lignende kvinderoller inden for genren. Levinson har haft gode folk på hånden og en - om ikke original, så dog sjov - ide om, hvad to lovløse mænd stiller op, når de møder en kærlighedens outlaw. Men instruktøren har ikke formået at få det optimale ud af mulighederne, og 'Bandits' har på flere fronter et lettere uforløst præg. Hvilket i sidste ende går ud over den udefinerbare og for en komedie altafgørende størrelse, der kaldes charme.