Ka-blaam! En voldsom bombeeksplosion rammer den amerikanske ambassade i Hongkong. Dermed ligner 'Rush Hour 2' fra starten en filmpremiere med en rigtig skidt timing. Men sådan bliver det heldigvis ikke ved. Ganske vist får vi at vide, at to mennesker bliver dræbt ved eksplosionen, men heller ikke efterfølgeren til succesen 'Rush Hour' kan på nogen måde beskyldes for at være en film, der svælger i død og ødelæggelse. Den er faktisk nærmest en modgift til strømmen af skødesløst brutale action-film. Vist bliver der uddelt tørre tæsk i lange baner, når karatekongen Jackie Chan og hans rapt snakkende amerikanske makker Chris Tucker er på banen i rollerne som politimændene Lee og Carter. Men der er i bund og grund tale om et godmodigt lag bank, hvor man ikke behøver være bange for at benpiberne og øjenæblerne pludselig skal begynde at fløjte og sprøjte rundt på lærredet. En på tuden, så man går i gulvet med himmelvendt blik. Meget værre bliver det ikke. I 'Rush Hour 2' er James Carter fra LAPD på ferie i Hongkong hos sin gode ven og kollega inspektør Lee. Ferien bliver dog alt andet end afslappende. Lees ærkefjende, Ricky Tan fra Cu Can Long-triaden, er nemlig tilsyneladende involveret i det famøse bombeangreb. Det drejer sig dog ikke om politisk terrorisme, men om så god og gammeldags en kriminel disciplin som falskmønteri. Gavflaben Carter og hans parlør er uhjælpeligt på udebane i det eksotiske Hongkong. Dog ikke mere end at hans tommelfingerregel fra Los Angeles 'altid følg efter den rige hvide fyr' måske også gælder i den tidligere kronkoloni. Så efter en række forrygende slagsmål i Hongkong går turen også til USA, hvor der minsandten også er øretæver i luften. 'Rush hour'-filmene er en succes, der viser, at der stadig er et stort publikum til en harmløs actionkomedie, der i stil med salig brødrene Trinity koncentrerer sig om at uddele blodgummer med en kvik replik og et glimt i øjet. Afviklet i et glidende og højt tempo. Læg dertil Chans forpustende repertoire af slag og spark og stand-up-komikeren Chris Tuckers utrættelige mundtøj, og det er ikke svært at forstå, hvorfor publikum strømmer til. For det er jo næsten som at komme i barndommens biograf igen. Ja, det er, som om den politiske korrekthed ikke engang var opfundet endnu. Når ingen af hovedpersonerne er hvide, er der nemlig åbenbart ingen grænser for hvor mange stereotype udsagn om kinamænd og deres bittesmå chancer man kan tillade sig at stable op på lærredet. Og sådan er det, fordi 'Rush Hour 2' - ikke mindst takket være Jackie Chans på alle måder afvæbnende personlighed - udstråler en uskyldig lyst til at underholde og charmere, som f.eks. 'James Bond'-filmene har droppet til fordel for et oppustet special-effects-budget. Der er stensikkert lagt op til en 3'er og selvom 'Rush Hour 2' på ingen måder kan beskyldes for at bryde nyt land, nærmest tværtimod, så er der tale om et på alle måder slagfærdigt koncept, der lever op til 1'eren og sikkert snildt kan holde til en film eller to mere.