0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et drømmeliv

Det er med blandede følelser, man oplever Spielbergs forløsning af Kubricks hjertebarn.

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Stanley Kubrick arbejdede 15 år på projektet, der skulle ende med at blive en filmatisering af Brian Aldiss' fremtidsfortælling om kunstig intelligens og ægte kærlighed. Kubrick besluttede imidlertid at overlade 'AI' ('Artificial Intelligence') til vennen Steven Spielberg, fordi han mente, at Spielbergs temperament passede bedre til fortællingen om robotdrengen, der som det første væsen med kunstig intelligens bliver udrustet med evnen til at elske og til at opleve behovet for moderkærligheden som det vigtigste i 'livet'.

Androiders drømmeliv
'AI' udspiller sig på et tidspunkt i fremtiden, hvor menneskeheden som civilisation har spillet fallit. På en oversvømmet klode lever mennesker videre i små højteknologiske lommer. Det grove arbejde fra rengøring til prostitution bliver klaret af robotlignende mennesker.
Ressourcerne er små og kun få mennesker får lov til at formere sig. Det er på denne dybt pessimistiske og misantropiske baggrund, bredt udmalet med topmoderne computer-animation, at Spielberg skal fortælle et eventyr om kærligheden, der vil overleve alt. Det er i sagens natur ikke let.

»Drømmer androider om elektriske får« spurgte Philip K. Dick i romanen, der af Ridley Scott så storslået blev filmatiseret som 'Blade Runner'.
Også det var en film, der handlede om kunstigt fremstillede mennesker og om muligheden at de udvikler ægte følelser.

Som dramatisk iscenesættelse af temaet var 'Blade Runner' en langt mere sikker og visionær film end 'AI'. Scott lod action og billeder træde i stedet for ord, mens meget i 'AI' kommer til at hænge på den sentimentale tone i de mange gentagne kærlighedserklæringer og John Williams' emotionelt silende baggrundsmusik.

I 'AI' drømmer androider ikke om elektriske får, men på ægte spielbergsk manér om at blive en del af den cornflakes-spisende treenighed Far, Mor og Barn.

Kærlighed og destruktion
Med en mimik, der på én gang understreger det kunstige og den menneskelige længsel, spiller Haley Joel Osment ('Den Sjette Sans') helt eminent robotdrengen David. David er en prototype. Den første af sin slags. Opfundet af videnskabsmanden Professor Hobby (William Hurt).

AI - A for Adam og David for Guds søn. Det skorter ikke på bibelske referencer i filmen. David er en robot programmeret til at kunne elske. Hvis først programmet bliver aktiveret, kan det ikke trækkes tilbage.
Kærligheden mellem børn og forældre rummer ingen fortrydelsesparagraf. Fortryder familien ikke desto mindre alligevel, skal robotten med den kunstige kærlighedsintelligens sendes retur til Cybertronics til destruktion.

I begyndelsen går det fint hos Henry og Monica Swinton. Den kunstige kærlighed begynder at ligne den ægte vare. Men så vender parrets kødelige søn Martin uventet tilbage fra en langvarig koma-tilstand.

Menneskebarnet Martin viser sig at være en jaloux og ubarmhjertig gøgeunge, der skubber David ud af reden. David bliver forvist fra kærlighedens hus og det menneskelige fællesskab, han føler sig som en del af. Monica nænner dog ikke at sende ham til destruktion, men slipper ham i stedet løs med selskab af teknobamsen Teddy. Snart får de to følge af gigolo-androiden Joe. Spillet med masser af stil og befriende humor af Jude Law.

Fascinerende og fastlåsende modsætning
Spielbergs film udvikler sig til et meget bogstaveligt Pinocchio-eventyr. Fortællingen om dukken, der så gerne vil være en rigtig dreng. Helt godt virker det ikke, at Claudio Collodis 'Pinocchio' tages så bogstaveligt, som tilfældet er. Det er, som om der desperat er blevet søgt efter et eventyr, hvor fortællingen af et forløsende eventyr egentlig ikke er muligt.

Der er tunge pointer i filmens diskussion af kærlighedens væsen. Er det vores kød og blod eller vores evne til at elske, der gør os til mennesker? Men i skildringen af en afstumpet menneskehed, der morer sig med at maltraktere indfangede robotter på de mest bestialske måder, ligner det en uhyggelig og uappetitlig lektie, Spielberg lirer af, snarere end føler noget for.

'AI' er en fortælling om en menneskelig fallit, hvor det eneste håb fremmanes af en slags tekno-emotionel Noahs Ark, der vil gøre kærligheden i stand til at leve videre i kunstigt frembragte livsformer. Fra start til slut udgør, hvad man fristes til at udlægge som Kubricks misantropi og Speilbergs sentimentalitet, en modsætning, der både er fascinerende og fastlåsende. Derfor er 'AI' en både forstemmende og fornem filmoplevelse.

Et enormt ambitiøst skilderi, hvor man efterhånden bliver så tynget af de triste scenerier og de tungsindige overvejelser om den (u)ægte kærligheds trange kår, at man uforbeholdent klynger sig til Haley Joel Osments store præstation som det ægte og kunstige drengebarn David. 'AI' er som sin hovedperson en kunstigt frembragt appel om kærlighed, som det er let at beundre, men svært at elske uden forbehold.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere