I 'Dårligt selskab' er hovedpersonen, den 14-årige skolepige Delphine (Maud Forget), måske mest et barn. Den stille og fornuftige Delphine, der er vokset op i en ordentlig og velhavende familie, kommer ganske vist sammen med den jævnaldrende Justin, men forholdet er platonisk og synes først og fremmest præget af Justins glødende lidenskab for film og filmhistorie. Vedkommende grundfortælling Til gengæld er Delphines nye klassekammerat og veninde Olivia (Lou Doillon) en pige, der fører sig frem som en voksen. Hendes påklædning er udfordrende, og hendes selvstændige og selvsikre opførsel gør hende i Delphines øjne til noget særligt. Nu handler Jean-Pierre Améris' glimrende film ikke blot om det stærke venskab mellem de to tilsyneladende vidt forskellige piger. Den drejer sig i særdeleshed om, hvorledes Delphine og Olivia næsten umærkeligt føres på moralske afveje - og kommer i dårligt selskab - fordi de hver på sin måde føler sig svigtet af famile og forældre. Hermed kan man mageligt hævde, at den franske instruktør gennemspiller et meget konventionelt tema - vild ungdom, og hvorfor den blev det - men alligevel overgiver man sig gerne for evnen og viljen bag dette udspil. For overfladisk betragtet er meget i 'Dårligt Selskab' nok set før, men som helhed ejer Améris' film samtidig denne særlige friskhed og nødvendighed, som gør den velkendte grundfortælling levende og vedkommende på ny. Meget ligger her naturligvis i spillet, og i alle væsentlige roller spilles der overbevisende. Men i særdelshed er det Maud Forget som Delphine, der bærer filmen og bevirker, at man følger den tidløse og almene beretning om ungdommelig usikkerhed, længsel og skyld som en helt personlig, meget følelsesladet henvendelse. Destruktive kræfter I 'Dårligt selskab' er Delphine netop et barn, der umuligt kan blive voksen. Dertil er hun for uskyldig og uberørt. For renfærdig. Men så med ét finder vi med forfærdelse, at en voldsom rystelse er indtruffet, og hun er blevet alt for voksen. Hård, tilknappet, kynisk. Hvordan kan det dog gå til? Det er her, 'Dårligt selskab' ikke blot bliver en film om svigtet og desorienteret ungdom, men også om forelskelse og kærlighed. For det er først, da Delphine dropper det tamme og uforpligtende forhold til Justin og kaster sig ud i et vildt eventyr med den skumle og oprørske Laurent, at hendes barnlige sider langsomt viger for hendes voksne. Og dermed bliver hun netop selv et menneske, som tillige er sat sammen af modsætninger og destruktive kræfter. Hun kan ikke blot give sig hen til Laurent. Hendes kærlighed bliver også udtryk for trods og foragt, og det er disse følelser, der byder hende at gå til ekstreme yderligheder - at prostituere og fornedre sig selv - i forholdet til den bedrageriske partner. Snigende sensationslyst Denne chokerende historie er i 'Dårligt selskab' stort set spillet og fortalt på en påfaldende nær og hverdagsrealistisk måde, hvor de store følelser og de store opgør netop ofte skal findes i de tilsyneladende enkle og beskedne virkemidler. Dog er det mod slutningen på et tidspunkt, som om Améris er tæt på at forstørre og forgrove filmens chokeffekt. Delphine og Olivia udfører deres seksuelle forretninger for Laurent, og hans ven Alain, på et offentligt toilet, og i skildringen herfra aner man sensationslysten snige sig utidigt ind. Jean-Pierre Améris får dog filmen og dens slutning tilbage på sporet. Det handler alt sammen om ung kærlighed. Med tryk på begge dele.