Dræb aldrig en sangfugl. Eller en dinosaur. Sidstnævnte kan altid bruges i en film. Eller tre. Derfor får vi nu denne tredje udgave af en udflugt til Jurassic Park - et eller andet sted på tropeøen Isla Sorna - hvor dinosaurer af alle størrelser og temperamenter - dvs. med eller uden blodtørst - lystigt formerer sig. Her er der i henhold til handlingen i de to første Jurassic Park-film adgang forbudt for mennesker. Og heraf følger lige så logisk, at mennesker ikke kan holde sig væk. Så har vi balladen. I 'Jurassic Park III' bliver dinosaurforskeren fra den første film, dr. Alan Grant (Sam Neil), udsat for et fupnummer af parret Paul og Amanda Kirby (William H. Macey og Téa Leoni). Det betyder, at Grant mod sin vilje pludselig atter må sætte sine ben på Isla Sorna blandt de mange skællede forhistoriske øgledyr. Det viser sig nemlig, at Paul og Amandas søn Eric (Trevor Morgan) ved et uheld er styrtet ned på øen, og nu må en livsfarlig redningsaktion iværksættes. Så kender vi melodien. To hurtige og en dræber. Forstået på den måde, at den såkaldte handling i 'Jurassic Park III' med stor monotoni former sig sådan, at det lille brave redningskorps på øen skiftevis gør store øjne over synet af det usædvanlige dyreliv og udsættes for bloddryppende angreb fra rædselsvækkende kæmper. Disse sidste fås nu i tre drabelige udgaver. Der er den frygtelige spinosaurus (større, stærkere og mere forslugen end en tyranosaurus), der er den abnorme pteranodon (en slags flyvende kombination af en teltdug og et pigtrådshegn), og der er den lumske velociraptor (der viser sig at være nogenlunde lige så intelligent som Lassie og Albert Einstein tilsammen). Det må jo gå galt. Det gør det også, og billederne af de mange - rigtig mange - jagt- og flugtscener er imponerende. Sikke meget de dog kan med en klump modellérvoks og en livlig fantasi nu til dags. Jo, folkene bag 'Jurassic Park III' kan deres kram. Underholdning af den pludselige og enorme slags. Lige bagefter er det faktisk kun kedsomheden, der er større.