Filmens titel spiller på flertydigheden i det engelske verbum to watch - at passe på, våge over og at iagttage. To watch kan give associationer til både varm beskyttelse og et koldt voyeuristisk blik. I thrilleren 'The Watcher' bliver der set på alle betydninger af ordet. Vi er i Chicago. Seriemorderen Griffin (Keanu Reeves) udser sig ofre, mens den sygemeldte FBI-agent Joel Campbell (James Spader) forsøger at undgå at se virkeligheden i øjnene - for eksempel åbner han ikke sin post. I stedet bruger han tiden på at lide slemt af migræne, søvnproblemer og medicinforbrug i sin lille, uhyggelige lejlighed. Men lidt selvopholdelsesdrift har han tilbage. Hver uge ser han sin psykolog Polly (Marisa Tomei). Og hun holder et vågent øje med ham, for hun har gennemskuet, at der håb forude. Han skal se sine spøgelser i øjnene. Det sker en dag, da han undtagelsevist åbner et brev og finder et foto af en netop myrdet pige. Campbell kender manden, der har kigget gennem linsen, trykket på udløseren og kvalt pigen med en klaverstreng. Campbell og Griffin har en fortid sammen. Hvad den er, skal ikke afsløres her. Men Campbell mander sig op og retter sit FBI-blik mod Griffin. Glad over at få opmærksomhed indleder massemorderen et spil: Når Campbell modtager et nyt foto, får han frist indtil kl. 21 samme dag. Har han ikke opsporet hende, står Griffin klar med klavertalenterne. På den måde sikrer Griffin sig Campbells ånde og øjne i nakken. Som i mange andre seriemorderfilm antydes det mere end en gang, at agenten og massemorderen er to sider af samme person. Det er et indre drama, der udspilles, en kamp mellem det gode og onde. Eller i dette tilfælde, det gode og onde blik - sagt med andre ord, den sunde og syge definition af sin egen identitet. Med den lille moralske krølle, at morderens psykopati ikke så meget er en sygdom som et symptom på ensomhed i en storby fyldt med mennesker, der lukker af og ikke ser hinanden, dvs. ikke anerkender hinandens eksistens. Der godt med stof til Holger Fortolker i instruktøren Joe Charbanics spillefilmdebut - om end intet af det giver nogen ny vinkel på massemordermyten, som amerikansk film har dyrket den gennem tiden. Keanu Reeves er castet mod sin type, hvilket nogle gange giver en spændende virkning, men her snarere gør figuren svær at tro på. Og så er der Spader - altid et interessant tilfælde, der har haft roller i mange sære film. Man kan aldrig rigtig vide med ham. Det ene øjeblik er han med i en 'Sex, Løgn og Video', og det næste rammer han helt ved siden af. Også i 'The Watcher' går det op og ned. Han har scener med talentmæssigt overskud, mens instruktøren andre gange lader ham overspille sig for langt ud i pinslerne. Bedste scener har han med FBI-kollegaen (Chris Ellis) hvis maskuline soliditet står i underholdende kontrast til Spaders skarpe, neurotiske udstråling. Det makkerskab kunne med held have fået mere fokus. 'The Watcher' har, hvad genren kræver af basal psykologisk spænding, om end Charbanic indimellem overgør de sorte skygger, skæve vinkler og skrækindjagende støn på lydsporet. Måske er det en rest fra hans musikvideodage, når han flere gange eksperimenterer distraherende meget med formen, uden at det tilsyneladende har nogen anden dybere mening end at se trendy ud. 'The Watcher' er en produktion, der gerne vil være strømlinet. At det ikke lykkes er paradoksalt nok med til at gøre filmen mere interessant - på sin egen, skæve måde.