Der er altså virkelig ulækkert ude på landet. Det synes i hvert fald de to små storbytøser Angelica og Lone. De to søstre bliver i en sommerferie langtidsparkeret hos moderens slægtninge Hortensia og Rasmus i det mørkeste mørke Jylland. De to gamle mennesker bor på en faldefærdig bondegård, hvor livet foregår på gammeldags manér. Der er stegt flæsk på tallerkenen og klumper i mælken. Halshuggede høns, kokasser og tæt besat fluepapir. Adr og bvadr, siger de to piger med alle tegn på væmmelse, men de får efterhånden øjnene op for livskvaliteten i den gammeldags landbotilværelse. Morten Korch for moderne børn Skurkerollerne har udviklingen og landbruget i skikkelse af naboen GriseKnud, der har en topmoderne grisefabrik. GriseKnud vil sende Rasmus og Hortensia på plejehjem og bygge en svinestald oven på ruinerne af Rasmus' fædrene gård. En svinestreg som de to piger vil gøre alt for at forhindre i Cæcilia Holbek Triers anden spillefilm, 'Send mere slik'. At sende små spice girls ud på bøhlandet. Det er en håndfast idé med mulighed for at lave en kontrastrig film med noget på hjerte og adresse til nutidens børn. Men med en firkantet fortælling som indlysende faremoment. At idéen ligger lige for kunne man for nylig konstatere i 'Karla Kanin Bio 4'. Her var en novellefilm bygget på nøjagtig samme idé. Nemlig Michael W. Horstens 'Tilbage til byen'. Cæcilia Holbek Trier har tidligere lavet den fintfølende og til dels selvbiografiske spillefilm 'Nonnebørn', men 'Send mere slik' ligner mere et forsøg på at lave en Morten Korch for moderne børn. 'Send mere slik' giver ligesom Korch udtryk for den samme nostalgi efter et for længst forsvundet dansk bondeland. Men Morten Korch ville nu næppe være kommet stikkende med så papirtyndt et plot som 'Send mere slik's. Bodil Udsen og Per Oscarsson spiller det gamle par. Oscarsson er forsynet med dansk stemme, men siger heldigvis alligevel ikke mange kvæk. Klart bedst i filmen er Bodil Udsen som Hortensia. Fint er det at høre Udsen synge triste, gammeldags aftensange, og i det hele taget er portrættet af det gamle fåmælte par befriende usentimentalt. Ubeslutsomt og ujævnt Til gengæld fungerer instruktionen af pigerne Ninna Assentoft Rasmussen og Marie Katrine Rasch mindre godt. De to piger er søde og sjove på lærredet, men der er en kunstighed i tonen, som ikke plagede Trier Holbek i hverken 'Nonnebørn' eller kortfilmen 'Susanne Sillemann'. Filmens største kvalitet er i virkeligheden den sanselighed og pædagogiske effekt, med hvilken detaljerne i det gammeldags landliv bliver skildret. Filmen lugter forbilledligt af svinesti, stuvet grønlangkål og varm mælk frisk fra yveret. Og smukt ser det danske land ud, når mosekonens bryg hænger i lavningerne. Cæcilia Holbek Triers debut 'Nonnebørn' var en personlig fortælling. Denne gang er hendes ærinde mere udvendigt, men langtfra ligegyldigt. Hun vil sætte fokus på konflikten mellem det gamle og det nye, mellem land og by og hurtig og langsom. Hun vil fortælle om landbrugets svinestreger og om, hvordan børn og gamle kunne lære meget mere af hinanden. Hun vil så meget af det gode. Men godt bliver det ikke i 'Send mere slik'. Ubeslutsomt og ujævnt i tonefaldet flakker filmen mellem nænsom realisme, grov karikatur, billedpoesi, lagkagekomik og afsnubbet dramatik. Skildringen af forholdet mellem de to børn og de to gamle rummer potentialet til en god film. Men det bliver torpederet af den folkekomiske konflikt med den onde bonde GriseKnud, hvor sønnen Brian-Ole er rødmosset karikatur. Vil 'Send mere slik' pjatte eller være alvorlig? Vil den være sentimental eller usentimental? Det virker, som om instruktøren ikke har kunnet blive enig med sig selv. Den slags tøven er der ikke plads til med en spilletid på 76 minutter. Så den på mange måder sympatiske 'Send mere slik' lander ujævn og akavet midt mellem at være en kortfattet spillefilm og en langtrukken novellefilm.