Rødskæg' er øgenavnet på den ene hovedperson i Akira Kurosawas både menneskelige og tidløse hverdagsdrama fra 1965. Denne 'Rødskæg' (spillet af Toshiro Mifune) er overlæge på et spartansk og nedslidt hospital for fattige. Hertil ankommer, ved handlingens begyndelsen, filmens anden hovedperson, den unge og ambitiøse læge Yasumoto. Egentlig er det ikke Yasumotos hensigt at blive længe på dette trøstesløse sted. Han har anderledes planer om en storslået og indbringende karriere. Men Kurosawas film fortæller nu, uden patos eller store armbevægelser, den opbyggelige historie om, hvorledes den arrogante og egoistiske unge læge langsomt må opgive sine fordomme og se en overraskende sandhed i øjnene: ved at arbejde på dette usle, frastødende hospital for samfundets mest forarmede og nødstedte individer kan han finde og forme en holdbar mening med sin tilværelse. Det lyder smukt. Det lyder næsten alt for smukt og sukkersødt. Hvorefter det netop står klart, at det er Kurosawas usvigeligt sikre evne til at afbalancere det følsomme og indtrængende med det ædruelige og virkelighedsnære, der også kendetegner hans mesterskab i 'Rødskæg'. Derfor vil det være helt forkert at kalde Kurosawas film for socialrealistisk. Men noget er der alligevel om snakken. For 'Rødskæg' viser sig forunderligt nok at være social i sin medfølelse og realistisk i sin menneskeskildring. Det er det samme stilistiske greb om stoffet, man genkender fra instruktørens hverdagsdrama fra 1952, 'At Leve', som sidste efterår indledte den prisværdige Kurosawa-kavalkade i Husets Biograf. Men så springer forskellene mellem disse to beslægtede film naturligvis også i øjnene. 'At Leve' er en tragisk og eksistentiel fabel, rundet af en stor smerte og livsindsigt. Helt det samme format har 'Rødskæg' ikke. Men alligevel er det slående, at filmen på trods af en dvælende fortællerytme og en noget problematisk spilletid på hele tre timer, i lange passager har denne prægtige friskhed, denne stadig så karske aktualitet og prægnans. Se bare, hvordan vejrliget smukt og sanseligt suser, smælder og drypper gennem Kurosawas på én gang prunkløse og poetiske billeder. Meget udspringer her af Kurosawas helt simple og fundamentale fortælleglæde, hvor følelserne netop aldrig stiller sig i vejen for den gode historie. Eller omvendt. Og 'Rødskæg' rummer derfor også et væld af utrolige og lærerige delhistorier, der griber ind i hinanden og rulles ud, efterhånden som den mere og mere målrettede og forbløffede Yasumoto bevæger sig ind i patienternes univers, deres baggrunde, følelsesliv og sociale forhold. Her møder vi en række stærke og rystende socialdramaer med menneskelig substans, og der er egentlig ingen ende på elendigheden og fornedrelsen. Men filmens overordnede tone bliver alligevel aldrig ubærlig på en skinger eller svulstig måde. Dertil er der alt for meget afsmittende pondus i Toshiro Mifunes træffende indsats som 'Rødskæg'. En læge uden grænser. En mand med hår på brystet og en proper næve lige ved hånden. Men alligevel også et portræt, som aldrig er i nærheden af den flove kliché. Dertil er denne 'Rødskæg' for selvironisk, for slagfærdig og brysk. En storslået, men underspillet humor gør det hele så befriende, så levende. Det samme gælder for filmen som helhed. I sandhed en moralsk fortælling - med et forfinet menneskeligt ansigt og en voldsom latter i ærmet.