Det vrimler med stræbsomhed og heltemod i den autentiske historie om Carl Brashear, som instruktøren George Tillman, Jr. nu har filmatiseret. I tiden efter Anden Verdenskrig blev Brashear, som var søn af en fattig og underkuet landarbejder, den første sorte dybhavsdykker i den amerikanske flåde. I sig selv en bemærkelsesværdig præstation, idet de racistiske fordomme stadig havde gode kår hos både ledelse og menige blandt flådens friske fyre. Men hermed er Carl Brashears strålende heltehistorie dog alligevel ikke fortalt til ende. For på et tidspunkt koster en bjærgningsulykke ham det ene ben. Hvilket Brashear imidlertid også er mand for at overvinde. For trods modstand fra flådeledelsen lykkes det ham, udstyret med en protese, at vende tilbage til det elskede og uundværlig dykkerhverv. Som denne korte genfortælling af Brashears glorværdige karriere antyder, skal man i en eventuel filmatisering være påpasselig med patos og svulstighed. Ellers risikerer man ganske enkelt at stå tilbage med en film, der erstatter det vedkommende personlige portræt med alle heltekåringens bombastiske klichéer. Desværre er det sådan, det går i 'Mænd Af Ære'. Her kan man på intet tidspunkt sige, at Carl Brashear (Cuba Gooding, Jr.) bliver en interessant og levende skikkelse. Han fremstår snarere som et glansbillede, der nægter at give op. Også selvom systemets modstand mod ham er personificeret af to nærmest vanvittige individer. Det er for det første dykkerskolens halvgale og helracistiske leder Mr. Pappy (Hal Halbrook). Og for det andet den legendariske chefdykker Billy Sunday (Robert De Niro) med den heltemodig, fortid. Men også disse to mænd bliver til rene karikaturer i filmens store, modstandsløse idolisering af Carl Brashear. Især er det ikke altid rart at iagttage De Niro som denne krakilske, ondsindede og drikfældige veterandykker, for her ser man en præstation, der skiftevis er overspillet og bragt i hus på den blanke rutine. Så de seværdige og fascinerende scener i 'Mænd Af Ære' foregår stort set alle på havets bund. Der er bare for få af dem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Høj på lattergas kørte han sin ven ihjel. Nu er dommen faldet
-
»Jeg kan jo ikke styre Morten Messerschmidt«
-
Han eksploderede på redaktionsmødet. Næste dag var han fyret
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kommentar
Den gamle minister har meget at være stolt over. Heldigvis stikker den nye ikke op for bollemælk
Lyt til artiklenLæst op af Mette Davidsen-Nielsen
00:00
Sidste weekend blev hun lagt urimeligt for had i England. Torsdag tog hun hævn i Aarhus
»Jeg kan jo ikke styre Morten Messerschmidt«
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























