Ridley Scott er om nogen manden med det forkromede overblik, men måle sig med Jonathan Demmes mesterlige 'The Silence of the Lambs' ('Ondskabens øjne') fra 1990 kan Scotts filmatisering af Thomas Harris' opfølger 'Hannibal' ikke. Scott har valgt at flytte Hannibal langt væk fra seriemordernes slibrige og dunkle verden og ind i et gennemført æstetisk univers. Hannibal Lecter har søgt tilflugt i Firenze. På et tidspunkt i filmen overværer man opførelsen af en fiktiv opera kaldet 'Dante's Vita Nova'. Faktisk har Ridley Scott med Firenze som kulisse valgt at realisere 'Hannibal' så tankerne går i retning af en prægtigt opsat opera. Men hvor den voldsomme gestik i operaen også er et udtryk for voldsomme følelser, er den italienske 'opera' 'Hannibal' kun en sublim kulisse. I 'The Silence of the Lambs' fascineredes man af Anthony Hopkins som Hannibal Lecter. At se et gennemført civiliseret menneske - elegant, vittig, intelligent - pludselig blodtørstigt sætte tænderne i et medmenneske, og give sig til at fortære det som var det et byttedyr, var et chok. Men Hannibal er ikke længere den psykologisk betingede varulv, han var for ti år siden. Han bruger ikke længere tænder og kæber, men skarpe redskaber. Tænderne er overtaget af hans fjender, der i et forsøg på at etablere en blodig ironi planlægger at servere Hannibal for en flok kæmpevildsvin fra Sardinien. Over for disse svin på to og fire ben er Hannibal blevet en repræsentant ikke kun for det kultiverede, men også for det civiliserede menneske. Det foruroligende væsen Hannibal the Cannibal er blevet til en figur, som Anthony Hopkins stadig kan spille med vid og raffinement, men uden nogen underliggende rumsterende mytisk kraft. Overfladisk betragtet er Hannibal rykket tættere på den klassiske Nosferatu-figur. Ligesom Nosferatu lever Hannibal som en adelig i en adskilt verden med andre spilleregler end dem, der gælder for almindelige dødelige. Men hvad man savner i Hannibal Lecter er en fornemmelse af, at denne fjernen sig fra de levendes vilkår også har omkostninger. Hannibal Lecter mangler den splint af det tragiske, som ville kunne bevæge os. I stedet er Hannibal Lecter nu blot en skarpsleben, humoristisk elegantier med en overlegen æstetisk sans. Hans fremmedgørelse er mere æstetisk end moralsk. Han står ikke udenfor, fordi han er ude af stand til at føle medmenneskelighed. Han står udenfor, fordi han er et kultiveret menneske i en stadig mere vulgær verden, og har så brovtende og utiltalende fjender, at vi må sympatisere med ham. Kernen i fortællingen er genoptagelsen af forholdet mellem Hannibal Lecter og Clarice Starling, der efter ti år i FBI nu er en højt respekteret agent. Hendes problem er imidlertid, at hun insisterer på, at det handler om at retfærdigheden skal ske fyldest. Det har ikke første-prioritet blandt bureaukraterne og karrieremagerne. Især ikke hos den glatte Paul Krendler (Ray Liotta), der er i ledtog med den vansirede og perverse rigmand Mason Verger (Gary Oldman), som for ti år siden takket være Hannibal fik en ansigtsløsning af de mere gennemgribende. Mason Verger vil have hævn, og efter en solid bestikkelse kan Krendler ikke længere se forskel på Fru Justitia og et sardinsk vildsvin. Ray Liotta er desværre lidt for meget af en forstadsmafioso til at udfylde rollen, hvorimod der er masser af træt strømerkarisma over hans italienske kollega politikommissær Pazzi i skikkelse af Giancarlo Ginannini. Efter en mislykket FBI-operation, der kræver så mange dødsofre at Clarice Starling bliver optaget i Guiness Rekordbog, får hun til opgave at genoptage jagten på Hannibal Lecter. Snart er hun på sporet. Lecter tager udfordringen op. Og i virkeligheden er Clarice da også tiltænkt rollen som den lokkedue, der skal få Hannibal ud i lyset. Med sin sarte, stålblege udstråling er Julianne Moore en fuldgod erstatning for Jody Foster og en troværdig 'ti år senere'-version. Clarice og Hannibal kredser om hinanden. I begyndelsen på hvert sit kontinent. Begge jægere, begge jagede. Langsomt drages de to ensomme modsætninger tættere på hinanden. Deres skæbnetråde filtres atter sammen, og imens flyder blodet som i en opera. Det er lige så meget parringsdans som dødedans og Ridley Scott skildrer denne aparte dance macabre med hårrejsende stilfuldhed. Vil en af dem ende med at skifte side? Vil den forhånede Clarice Starling lade sig friste til at lade sin forsmåede retfærdighedssans udvikle sig til hævntørst? Man må nyde den på overfladen så pragtudfoldende film, som Hannibal Lecter ville have nydt den. Som en æstetisk opvisning uden nogen mærkbar emotionel effekt. Men slutningen er decideret svag. En grotesk joke, der kun skal retfærdiggøre at også 'Hannibal' en dag vil kunne slagte fedekalven. Uanset filmens og figurens svaghedstegn, er Anthony Hopkins dog stadig i høj grad en hypnotisk tilstedeværelse på lærredet, når han lader dødens adelsmand opføre sig som en af de britiske butlere, Hopkins så ofte har spillet så uforligneligt. Hvilket dog samtidig understreger, at det heller ikke er spændingsmomentet, der skal bære denne film igennem. For vi ved det jo på forhånd: Det var butleren, der gjorde det.