Én svale gør ingen sommer, men noget så sjældent som en film fra Tunis på et dansk biograflærred må påskønnes. Dog ikke alene derfor: Glimtene af et klaustrofobisk arabisk kvindeliv med børn og svigerinder, alle under svigermors barske opsigt, gør nemlig stærke indtryk, selv om det bestemt ikke er nogen »fed film« målt med gennemsnitsdansk biografmålestok. Gentagelserne er for mange, psykologien for overfladisk, og kompositionens hop frem og tilbage i tid giver ikke historien mere dybde og overflødiggør ikke en afslutning - men leverer den heller ikke. Historien er, at kvinderne på øen Djerba må undvære mændene elleve måneder om året og udvikler psykosomatiske mangelsymptomer. Aïcha med de to smukke døtre døjer særlig med sin traditionsbevarende, strikse svigermor, de måneder hendes mand bor i storbyen Tunis for at sælge de tæpper, hun væver hjemme. Hans betingelse for at tage kone og børn med fra øen til byen er, at hun skænker ham en søn. Dét lykkes, og de flytter, men den lille dreng - kronen på et patriarkalsk pralesamfunds familielykke - er angstneurotisk eller ligefrem psykotisk. Er symbolikken i dén pointe bastant, ligger andre symboler ubrugte hen, mest påfaldende Penelope-parallellen til den ventende og vævende hjemmehustru Aïcha - er hendes Saïd så en moderne Odysseus? Ubesvaret. Uudfoldet er også et sidetema om den ene datters seksualangst, forårsaget af et ufuldbyrdet voldtægtsforsøg mod hende som barn. Den yngste datter - måske den midaldrende instruktørs alter ego - har derimod talent for musik og for oprør: hun flygter mod moderne samlivsformer. Det samme gør deres mor, bare »baglæns«: Med alle tre børn flytter hun fra manden tilbage til øen, hvor drengen ikke har så meget at være bange for - men hvor hun selv var så ulykkelig. Havde juridisk skilsmisse været accepteret i dette lukkede landsbysamfund, ville den tunesiske Nora have valgt dén vej ud af 'dukkehjemmet'. Måske virker filmen også mobiliserende på kvinder i samme situation, og enhver kan nyde den dvælende fotografering af kvindesysler og fællesskab i den lukkede gård eller på den åbne strand. Men de mange skrålys på ulykkelig mandlig seksualfiksering videregivet som kvindeundertrykkelse samler sig ikke for mig til nogen kunstnerisk helhed.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview