Hende Alice fra Eventyrland, hvordan gik det hende egentlig senere hen?
Altså ikke Alice Lidell fra Oxford, dekanens lille datter, som matematiklæreren og forfatteren Lewis Carroll sværmede for og fortalte historien til – og hvis alderdoms erindringer om kaninen, dronten, griffen og hattemageren vi fulgte i Dennis Potter og Gavin Millars geniale ’Dreamchild’ for 25 år siden.
Nej, nonsenshistoriens Alice – hende, der faldt i kaninhullet og mødte cheshirekatten, kålormen, der fyrede den fede, kortspillets Røde Dronning og alle de andre. Hvordan udviklede sådan et barn sig efter alt det?
Det spørgsmål er Tim Burton næppe alene om at have stillet sig selv; men måske er han den nulevende filminstruktør, der kan besvare det mest interessant?
Digitale hurlumhejstreger
Her er i hvert fald hans svar: En drabelig stribe absurde prøvelser og kampe på liv og død i Underland, lagt ind i en ny rammefortælling, der gør det hele til et overgangsritual ved Alices indgang til den voksne verdens ansvar og muligheder.
Og filmet i 3D-teknikkens nyeste, mest overvældende virkningsfulde miks af live action, animation og alverdens digitale hummelejstreger.
Burton er selv uddannet af de sidste af Disneys ’ni gamle mænd’, der omskabte Lewis Carrolls nonsensklassiker fra 1865 til tegnefilmen fra 1951, syv år før Burtons fødsel.
Med dukkeanimationer som ’The Nightmare Before Christmas’ og ’Corpse Bride’ og live action-tricks som i ’Sleepy Hollow’ har Burton om nogen dyrket filmisk omgang med det hinsidige, lige fra disse gemytlige fantasier til den kolde gru i ’Sweeney Todd’.
Hans originale genbrug af Alice har solid vægt på det gemytlige ben, men også en bukkefod plantet i nonsensverdenens tomrum af retningsløs fortabelse. Og begge toner skærpes principielt af eventyrgrebet:
Johnny Depp med grotesk makeover
Nu skal Alice være voksen. Vi ved jo, hvor galt det gik Tornerose ved den første blødning og Snehvide ved konfrontationen med den kvindelige rival, stedmoderen.
19-årige Alice bliver som den eneste overrumplet af en vissen, selvfed junkers frieri under et ærkevictoriansk gardenparty. Alle presser hende i retning af et ja, skønt enhver kan se, at hun – i australske Mia Wasikowskas gevaldigt renfærdige, kropsligt uudviklede og barnligt snusfornuftige skikkelse – bør sige nej.
Hun beder om time out, løber væk i parken og falder i et kæmpe kaninhul.
Snart møder hun den gale hattemager – Johnny Depp med endnu en grotesk makeover – og han bliver hendes champion i kampen mod den grumme Røde Dronning.
Som dværgdronningen med kæmpehovedet og den brutale magtbrynde spiller Helena Bonham-Carter lige op med Depps milde underfundigheder, og Crispin Clover er led som hendes Hjerter Knægt.
Men også hendes søster og tronens retmæssige arving, den Hvide Dronning, har i Anne Hathaways vulgære frodighed mere end ét gran psykotisk kynisme.
Surreelt kaos
Dronte, hare og syvsovermus får vi glimt af, men griffen, den forlorne skildpadde, hummerkvadrillen, løven og enhjørningen m.fl. er helt ude af billedet – cheshirekatten kun halvt, som det jo er dens natur.
Kat og kålorm og hattemager må imidlertid alle underordne sig det altafgørende nye plot, Burton har lagt ind: Alice er her forudbestemt til med rent hjerte og det hellige sværd at udkæmpe tvekampe, først mod den lodne kæmpeflab Bandersnatch, og så mod den Røde Dronnings supervåben: Jabberwocky!
I ’Alice bag spejlet’ er dette uhyre kun indlagt i et digt, men her er kræet nøglen til hele dronningestriden og vokset til den dragelignende dødsfjende i en fantasy-quest som Arthurs, Siegfrieds, hobbitternes eller Harry Potters.
Dermed har det surreelle kaos fået en klar bevægelsesretning, en entydig spændingsbue og en lige så indlysende afslutning: Kampens udfald afgør også Alices dilemma fra rammehistorien: Giftes eller ej?
Som barn igen
Burtons overordnede greb beriger såvel som berøver Carrolls oprindelige historier: Tilværelsens grundlæggende kaos og uvished nedtones, og i stedet er fantasien en art symbolarena for det reale livs konflikter, som vi har lært det af især psykoanalytikeren Bruno Bettelheims eventyrlæsning.
Den drejning gør kampen på liv og død elementært gribende, uden forstyrrende tvetydighed, men Burton kunne godt have kaldt sin forrygende film noget andet. Nok genbruger han figurerne fra Carroll, men han gendigter ikke bare historien.
Livssynet er radikalt anderledes. Ikke nødvendigvis ringere i en film, der også er for større børn, men nok så banalt: Voksenlivets udfordringer møder du bedst, hvis du bliver som barn igen.
Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.
fortsæt med at læse
