Hvis det ikke kun gælder om at beskrive verden, men også om at forandre den, kan den prisbelønnede danske dokumentarfilminstruktør Frank Poulsen være godt tilfreds:

Hans film fortæller, hvordan du og jeg som mobiltelefonbrugere er med til at holde borgerkrigen i den bundkorrupte Demokratiske Republik Congo i gang.

Og når vi har set filmen, vil mobilen aldrig blive rigtig bekvem igen, før der er sket forandringer. Vi har bogstaveligt blodmineraler i lommen.

Fast løn korrumperer
Allerede ved at rejse rundt som en anden Michael Moore og optage de involverede har Poulsen fremkaldt forandringer – og uro! – i den produktionskæde, der begynder i livsfarlige interimistiske minegange i det østlige Congo og ender hos den finske Nokiakoncern, et af verdens 100 største selskaber.

De interimistiske huller i jorden i Kivuprovinsen kontrolleres af skiftende militser – Mai-Mai, FDLR, 85. brigade m.fl. – der med ufattelig brutalitet holder de gravende børn og voksne på sultegrænsen, men selv skovler penge ind til nye våben.

Varerne er råmineraler, der som raffineret metal får vores mobiler til at virke.

I ti år har Nokia – og formentlig de andre store mobilproducenter – trods advarsler fra FN med flere set gennem fingre med, hvor deres metaller kom fra.

På baggrund af filmreportagen om kampen for overlevelse som slavearbejder i minehullerne fremstår koncernens bortforklaringer og talsmænd – blandt andre en vissen lille chef for afdelingen for ’ansvarlig produktion’! – som en eneste lallende logren for kynisk og løgnagtig grådighed.

Fast løn korrumperer også – den menneskelige moral.

Man er parat til at gå fra biografen direkte hen og skifte sin Nokia ud med et hvilket som helst andet produkt: blive forbrugeraktivist.

Livstruende fortælleform
Men før du skrider til dén handling, må vi opholde os lidt ved filmens svaghed som dokumentation: Når den slutter, aner vi fortsat ikke, om andre telefonproducenter bygger på en mere anstændig forsyning af råmaterialer.

I forbifarten hører vi om mineraler som tin, coltan, der bliver til tantalum, wolfram og brunsten, men ikke rigtig hvilke af dem der produceres i minen i Bisie – sådan hedder det jungleklondike, der snarere er en fangelejr.

Eller hvordan de er nødvendige for mobilens funktion. Eller hvor de fås til en mindre blodig pris...

I stedet har Poulsen valgt den enkle, enstrengede – og utvivlsomt anstrengende, ja, livstruende – fortælleform: med sig selv som ’hovedperson’ at forfølge ’blodmineralerne’ med kameraet fra Congos sveddampende junglekrig til den iskolde koncern i Espoo, Finland.

Og sågar til Washington og politikeren Jim McDermott, manden bag et lovforslag om forbud mod mobiler, der ikke kan deklarere de anvendte materialers oprindelse.

Flere år for et ikkesvar

Er ’Blod i mobilen’ således ikke komplet som oplysningsfilm, er den til gengæld spændende slagkraftig som mobilisering af forbrugerens samvittighed – din og min.

Og dermed endnu et internationalt opsigtsvækkende eksempel på disse års dagsordensættende danske dokumentarfilm, ligesom ’Burma VJ’ og ’Armadillo’, sidstnævnte i øvrigt også med Lars Skree som fotograf.

Og de spørgsmål, filmen ikke giver svar på, kan man altså i aften stille fra biografsædet direkte til et ekspertpanel. Eller, selvfølgelig, stille dem til sin mobilproducent.

Det tog Frank Poulsen et år og flere flybilletter til Finland at få et ikkesvar ud af Nokia.

fortsæt med at læse

Sprognævnet byder velkommen til kødklister, askesky, vuvuzela og zumba