Kan man forestille sig et møde mellem brødrene Coens fandenivoldskhed og finnen Aki Kaurismäkis indædt melankolske fokus på sære eksistenser, er man på sporet af de franske satirikere Delépine og Kerverns tredje spillefilm.
En besynderlig og fascinerende historie, på én gang marginal og centralt aktuel, og belønnet med festivalpriser på Sundance og i San Sebastian.
En lejemorder skal nakke direktøren
Alle syerskerne på en fabrik i Nordfrankrig bliver fyret fra dag til dag med en sølle kompensation: 100 euro pr. år, hver har været ansat.
Tilsammen 20.000 euro, og den alternativt begavede Louise – en groft bygget særling på grænsen til landsbytosse – overtaler kollegerne til en radikal brug af dem: En lejemorder skal nakke direktøren, der lukkede fabrikken!
Alternativ Bonnie og Clyde
Fra sin tid i fængsel har Louise en kontakt, og Michel, som manden hedder, påtager sig nok opgaven. Men han er uden dræberevne, bare selvbestaltet ’sikkerhedschef’ i en trailerpark fuld af tabere og fantaster som ham selv.
Til at affyre skuddet overtaler han en terminalt kræftsyg kusine, og han selv må drives frem af Louise – især da det viser sig, at beslutningen om lukning ikke blev truffet lokalt, men fører morderparret videre til finansfyrsterne i Bruxelles og skattelyet på øen Jersey.
Nu er filmen blevet en roadmovie med et virkelig alternativt bud på Bonnie og Clyde:
Et natligt besøg på en transbar
Den mandhaftige Louise (Yolande Moreau, der også spillede stuepige-malergeniet ’Séraphine’) og den kvindagtige Michel (Bouli Lanners), der som barn måtte finde sig i at gå i pigetøj og blive kaldt Cathy.
Efter et natligt besøg på en transbar i Bruxelles ender de i samme seng – og filmen nærmer sig et kampråb: Al Magt Til Tvetullerne!
LÆS ANMELDELSE
Hvordan dét i sandhed marginalpolitiske program – hermafroditismen? – lige skal gøre det af med den globale kapitalisme, som filmen udleverer i grov men morsom forenkling, står ikke ganske klart.
Men socialismen klarede det ikke, forstod vi allerede i filmoptakten: et gennemkikset forsøg på en verdslig kremering af en afdød, til de skrattende toner af Internationale.
En socialseksuel tragikomedie
Franskmænd ved, at virkelighedens Louise Michel var en legendarisk anarkistisk heltinde under Pariserkommunen, som titlen altså hylder.
Med uafbrudt, måbende engagement må også en uvidende dansker suge hvert billede til sig af denne sjældne vare, grov og ujævnt fortalt, som den er: en socialseksuel tragikomedie!
Og bliv endelig siddende til efter rulleteksterne og nyd rosinen i pølseenden: Den sidste kapitalist er ikke død endnu – men der arbejdes på det.
fortsæt med at læse
