26 år efter Wes Cravens mildt sagt skoledannende fortælling (seks sequels plus gæsteoptræden i andre(s) skrækfilm) om hævneren Freddy Kruegers massakre på teenagerne i Elmegade, er tiden åbenbart inde til at vende bunken ligesom præstens prædikenstabel.
SE WEB-TV
Helt bogstaveligt: Musikvideoinstruktøren Samuel Bayers spillefilmdebut med remaket her gentager – loyalt eller uopfindsomt? – grundhistorien såvel som scene efter scene: Freddy som mobil bule i tapetet, klohånden op af badekarret osv.
Barnemad for splattervante
Krueger er jo så indebrændt, fordi han blev lynchet af forældrene til de teenagere, han nu myrder, så han lever kun i de unges onde drømme. Men i drømmene dør de unge rigtigt. Og så tæller vi ellers ned, som med de ti små cyklister, til hævnermusikkens Leitmotiv, alias Harmonicas klagetoner i ’Once upon a Time in the West’.
Belyser historien ikke også pædofilihysteri, selvtægt, overtræthed og mikrosøvn m.m.? Næ, ikke for fem øre – de ting er bare rosiner i den blodpølseende, der for længst er barnemad for splattervante generationer.
Så hvad nyt er der ved den ny? Jo, Robert Englunds gamle Freddymaske a la pizzaoverflade er udskiftet med Jackie Earle Haleys stramme, afpillede fjæs og kælderbas a la Rohrschach (hans foruroligende rolle i ’Watchmen’), men hat og handskeklo er de samme.
Unge Rooney Mara og Kyle Gallner kan ikke måle sig med Johnny Depps debut i 1984-versionen, så hellere intense Thomas Dekker, der ligesom Kellan Lutz (målgruppen kender ham fra ’Twilight’) må lade livet for den åbenbart udødelige døde hævners klo.
fortsæt med at læse
