Falstaff af Giuseppe Verdi. Iscen.: Richard Jones. Dir.: Vladimir Jurowski.Otello af Giuseppe Verdi. Iscen.: Stephen Langridge. Dir.: Riccardo Muti. Sidst i livet komponerede Verdi operaer om mænd, der ikke kan styre sig. Ridder Falstaff og general Otello er vidt forskellige hovedpersoner – sat op i dramatiske rammer i hver sin ende af munterhedsskalaen – men ingen af dem evner at holde hovedet koldt.
To britiske instruktører serverer historierne som henholdsvis tegneserieoverflade og undergangspsykologi, og det er pudsigt nok den letbenede, der virker mest vedkommende. LÆS OGSÅVerdi-nougat I Richard Jones’ ’Falstaff’ fra sidste års Glyndebournefestival slutter de med at bunde en halv fadøl, så ingen er i tvivl om pointen. »Skål, livet er en joke«. Den fede, dekadente ridder Falstaff, den nyrige forsmåede Mister Ford, de kloge kvinder, der narrer mændene, og såmænd også den gode dirigent Vladimir Jurowski skyller Verdis bizarre komedie om adelsmanden, der vil erobre kvinder og guld, ned så hurtigt, at alle antydninger af morale eller samfundsrelevans reduceres til et kæmpestort ræb. Helt anderledes går alt ad helvede til i Stephen Langridges ’Otello’ i Salzburgfestivalens opsætning i 2008, der pænt følger linjerne i Shakespeares begsorte tragedie af samme navn. Det ved man, lige fra scenegulvet flækker i to dele under ouverturen. Den forudsigelige undergang formidles smukt af Wienerfilharmonikerne i orkestergraven og et friskt, ungt sangerhold, men alt det skønne kommer også til at udglatte den menneskelige grimhed, der driver historien frem som uregerlig virus. Tegnefilmsgakket Richard Jones’ ’Falstaff’, drejet over Shakespeares ’De lystige kvinder i Windsor’ og ’Henri IV’, er tegnefilmsgakket og bare for sjov. Der er masser af gode grin og en rigtig velklingende lydside i den veltimede fysiske komedie.
