Hvor kendte stjerner skal en film have, hvor vittig en dialog og hvor rastløst et tempo, for at opveje, at titelpersonen er både forkælet, selvfed, uvidende og kikset – og alligevel konstant er i fokus?
Det spørgsmål har Michel Gondry – bedst kendt for den intelligente og rørende leg med tidsspring og bevidsthed i den oscarvindende ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ – besvaret med denne filmatisering af endnu en kikset figur med mere end et halvt århundredes superhelteliv bag sig.
LÆS ARTIKEL Aparte superheltefilm var nær aldrig blevet til noget
Hans svar er på én gang utåleligt og charmerende på sine egne betingelser.
Lattebryggende kampsportsekspert
Forud for alle de andre grønne superhelte i årene op til 1940 opstod The Green Hornet allerede som radiohelt i 1936, men bredte sig snart i romaner, tegneserier og film. En tv-serie i 1966-67 blev en revival med Van Williams i titelrollen og Bruce Lee i sin gennembrudsrolle som ’hvepsens’ asiatiske sidekick Kato.
Butleren, mekanikeren og kampsportseksperten Kato – oprindelig japansk, men efter Pearl Harbour omtalt som filippinsk – kan det hele: Han tuner bilen Black Beauty med våben, som får Batmans rullende fæstning til at ligne en rollator.
Med svævende benarbejde i Matrix-time – dvs. slowmotion – nedlægger Kato forbryderne på stribe. Og så brygger han verdens bedste caffelatte.
Damp-energisk bøvethed
Titelhelten selv kan intet, ud over at bestemme. Rigmandssønnen Britt Reid er en inkarnation af Damp-energisk bøvethed. Fest, druk og hor på 24/7-programmet året rundt.
Burgøjserudskejelserne er trodsreaktion på fatters selvretfærdige mangel på kærlighed i knægtens barndom: Dan Reid (nevø af John Reid, alias Sorte Maske!) var enkemand og chef for avisen The Daily Sentinel, forbrydernes svøbe, indtil han døde – af et bistik! Britt arver det hele – hvad nu?
Med Jay Chou som højrehånden Kato og Cameron Diaz som sekretæren Lenore – hvis hvepsetalje og Mensa-intelligens aldrig rigtig når at brillere – spiller den kvabsede, ubarberede Seth Rogen Britt Reids tredobbelte rolle: ubehøvlet avisejer om dagen, om natten maskeret helt, men opfattet som bandit af omgivelserne, herunder den lumsk suspekte statsanklager Scanlon.
Den figur er hentet fra 1967-tv-serien, men i stedet for fjenderne fra dengang – bl.a. dr. Mabouse og Mao Tse – må vi nøjes med L.A.s gangsterkonge Chudnofsky. Med den sociopatiske undermålers overrumplende hensynsløshed i den rolle sikrer Christoph Waltz (fra ’Inglorious Basterds’) til gengæld filmens bedste scener.
Rekord i smadrede biler?
Med både tæt- og løstpakket plot og uhæmmet støjniveau – rekord i smadrede biler? – flimrer filmen forlæns mellem high school-farcens pubertetsvid og superheltefilmens teknikkult, også spejlet i den unødvendige omlægning til 3D. Men alle de forbehold fratager ikke filmen en befriende charme. Den giver sig ikke ud for andet, end den er:
Nogle forvoksede drengerøves leg med Hollywoods millioner og teknologiske fix i iscenesættelsen af barneårenes superheltedrømme, uden alle Batman & Co.s dybdepsykologiske dikkedarer.
Dén rastløse dynamik – og for resten et opfindsomt score, dog uden det gamle tema, Rimskij-Korsakovs ’Humlebiens flugt’ – opvejer næsten al bøvetheden. Næsten.
fortsæt med at læse
