Vanvittig ugle-animation er svimlende realistisk

Lyt til artiklen

Flottere fås det ikke end i Zack Snyders debut med ren animationsfilm i 3D: Aktører med så udtryksfuldt minespil, så levende detaljerede træk og så svimlende svæv ud af lærredet eller bagud mod forsvindingspunktet mellem skyerne, så man synes, det her må være skinbarlig virkelighed.

Hvis det altså ikke samtidig havde været så tindrende vanvittigt og besynderligt: Alle de optrædende er ugler!

Ugler med menneskeproblemer
Hvorfor uglen i hulen de skal være dét, forbliver en gåde, for deres problemer er menneskers: Unguglen Soren viser sig at være kaldet og udvalgt til at reaktivere det gamle sagn om Vogterne – de stærke, ridderlige ugler, der bor i Ga’Hoole-træet på en ø langt ude i oceanet.

Dem må Soren og hans små venner hente, til hjælp mod Jernnæbs totalitære imperium med supervåben og småugler og flagermus som trælle for herrefolket De Ædle ( the Pure Ones kalder de sig i originalen, et bedre spil på nazismens selvopfattelse).

Hjelme og klør af metal
Sorens bror Kludd vælger derimod at blive i Jernnæbs sold, så både familie og ugleunivers stunder mod det endelige showdown:

Flokkevis af ugler med både hjelme og klør af metal tørner sammen i luftrummet.

Som en eksplosion i en dynefabrik? Nej, slaget virker så livagtigt i detaljen, at det næsten kan måle sig med persernes overmagt over spartanernes standhaftige ’300’, Zack Snyders lige så æstetisk originale som fascistoidt voldsdyrkende 2006-film.

Dens live action-optagelser var så at sige ’efteranimeret’ af selv samme australske Animal Logic, som har fået uglerne her på vingerne.

Udtryksfulde og naturtro

(Selv)ironi som hos Snyders tegneseriehelte i ’Watchmen’ fra sidste år er her intet af, kun heroisk patos.

Måske fordi forlægget nu er 15 børnebøger af Katryn Lasky, hvis miks af fri fantasy, forvokset fabel og streng allegori ugenert planker ideer og tonefald fra ’Mio min Mio’, ’Kaninbjerget’, ’Ringenes Herre’, ’Star Wars’ m.m.fl.

Kun uglernes på én gang udtryksfulde og naturtro udseende er ikke lånte fjer, men imponerende state of the art-animation. I grunden en bedre sag værdig.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her