Begge bjørne hedder Fridtjof. Den lille legetøjsbamse, som seksårige Sofia har med på ferietur sammen med tolvårige bror, Jonathan, op til morfars ødegård i de uendelige svenske skove.
Og den kæmpestore bjørn, der bærer filmtitlen – plus et helt skovlandskab med svajende fyrretoppe over tæt underskov af blåbærris, bregner og buskadser – på sin lodne, århundredgamle ryg.
På morfarferie med Søster Pivskid
Kæmpebjørnen får sit navn, da den møder søde Sofie – og dét måtte ellers slet ikke ske.
Men Jonathan har før været alene på morfarferie og er godt sur over nu at have Søster Pivskid med, så han smører ikke for tyndt på i udmalingen af den kæmpestore dræberbjørn, der æder små unger til morgenmad.
Den lurer lige uden for havens stengærde, så dér må man aldrig gå ud!
Men Sofie er kommet til at ødelægge Jonathans hule og har gemt sig uden for gærdet af frygt for hævn, og i sit raseri holder han lågen derud til godt lukket ... indtil hun pludselig er rigtigt væk!
Brat viger Jonathans hævntørst for skyldfølelse, og han må selv ud i det ukendte for at finde sin søster.
Psykologisk realisme og naturindlevelse
Det er nogle af de bedste traditioner i nordisk børnefiktion, Esben Toft Jacobsen fletter sammen i sin animationsspillefilmdebut.
Den psykologiske realismes humoristisk overbærende indføling i nære konflikter, her søskendejalousi og sammenhold; og så en naturindlevelse mellem panikken og det muntre mytiske liv i de dybe skove under de lyse nætters himmel, hvor Nøkken spiller hardangerfele til huldrens og elverpigernes dans for Dovregubben ... og alt det der.
Her spiller hele tegnertraditionen med, fra norske eventyrbjørne og finske mumitrolde, mymler og mumrikker til Astrid Lindgrens rumpenisser og de små ’bukler’, der driller Peddersen og Findus hos Sven Nordqvist.
Jægeren er farligere end bjørnen
De sidstnævnte kender vist minielgene her i Storskoven, knæhøje dyr af stor værdighed og ildhu og leveringsdygtige i blade, der kan helbrede alle sår. Også nogle sorte pipunger giver råd, der ikke er det rene pip.
Bladene får både Jonathan og Store Fridtjof gavn af, for i skoven er én jæger blevet tilbage, da alle andre flygtede for bjørnen.
Han vil spore den med sine køtere, udslette den med skud eller ild, hellere ved lusk end i åben kamp. Den besatte mand er farligere for sine omgivelser, end bjørnen er.
Ubesværet streg og sikker stemmeføring
Den håndfaste ’streg’ i varme farver får børneskikkelserne til at glide ubesværet ind i den frodige flora og den humoristisk-poetiske fauna, hvorimod de voksne med grove træk og robust bredde skurrer noget i billedet – tilsigtet måske for jægerens vedkommende, men næppe for morfars.
Flemming Quist Møller og Elith ’Nulle’ Nykjær lægger sprællevende ærkekøbenhavnsk til de to, mens børnenes sikre stemmeføring skyldes Markus Rygaard og Alberte Blichfeldt.
Grundsympatisk eventyr
Digitalanimationen har lidt svært ved at finde sit niveau mellem fuld detaljering og så antydningens og dobbelteksponeringens sparetrick (f.eks. bevæger pels sig altså, når man klapper den!).
Men efter sidste års originale debut, ’Tigre og tatoveringer’ af Karla von Bengtsson, har Copenhagen Bombay nu igen med Esben Toft Jacobsens grundsympatiske og lune eventyr forlænget dansk børnetegnefilms fine tradition – især fra Hastrup og Quist Møller – for dybe indtryk, underfundig alvor og fabulerende humor.
LÆS ARTIKEL 'Tigre og tatoveringer' samler de bedste tråde i dansk børnefilm
