Digitale syvmilefremskridt, ’voksen’-temaer, selvironi og sugende Super 3D-syner:
Der sker store ting i animationsfilmen, og med alle de her nævnte træk er ’Coraline’ en af dem:
en børnefortælling af goth-mesteren Neil Gaiman (bl.a. tekstforfatter til graphic novel-værket ’Sandman’) gjort til animation af Henry Selick, der siden ’The Nightmare before Christmas’ deler stop-motion-verdensmesterskabet med Tim Burton.
Falske forældre lokker barnet
For større børn, vel at mærke!
Historier om forældre, der forsvinder, er faktisk noget af det mest skræmmende, man kan udsætte de små for, som da mesteren Miyazaki i ’Chihiro og heksene’ forvandlede forældre til svin – og skræmte børn ud af biffen.
Her får den en tand til her, en sød tand: Falske forældre lokker barnet med slik og sleske ord – for at stjæle dets sjæl!
Men Coraline er en sej 11-årig, hærdet af samlivet med travlt selvoptagne forældre, der fra hver sit skrivebord overlader til hende selv at udforske det ny hus, de er flyttet til.
Hjælp får hun kun af en kat og nabodrengen Willifred (hvil-i-fred, ikke?).
På engelsk hedder han Wyborn – og hvorfor blive født, hvis ingen har tid til én?
Den Anden mor og Anden far
Børn, der er usynlige for de voksne og som konsekvens forsvinder i en parallelverden, er velkendt lige fra Hans og Grete til Harry Potter.
Her møder Coraline bag en blændet lem i væggen den Anden Mor og Anden Far, der har evig tid til hende – bare hun lige vil skifte sine øjne ud med knapper, ligesom de selv har det!
Den gamle, lumske djævlepagt om, at man kan få det, som man vil, bare man afgiver sin fri vilje, sin sjæl.
Originaliteten ligger altså i udførelsen: Coraline er alt andet end nuttet, og nålen, der syr knapper i de tomme øjenhuler, ser vi suse os i møde i Super 3D allerede under forteksterne!
Selick er usentimental, så det gør noget, også i de vittige billeder af det store hus’ øvrige beboere, en fhv. cirkusartist med dresserede mus plus to pensionerede showdanserinder, i ’ægte’ såvel som groteske parallelversioner.
Stram fortælleform
Voksenkritik og psykisk uhygge blandes med surreelle løjer i stram fortælleform til en fed og frysende historie for alle fra pensionen ned til censurens 7, jeg vil sige: 9 år.
Til forskel fra senromantikerne (Hoffmanns ’Coppelia’ er en omvendt parallel) har Gaiman & Selick ingen metafysisk ramme for deres parallelverdenen, den er hverken Guds eller Fandens.
Kun fortabelse og falskhed, til sidst personificeret af en klirrende metallisk robothånd med eget kunstigt liv.
Er der forbindelse mellem tidens angst for levende død, kunstigt liv og så udviklingen i organtransplantation, genetik, kloning og reagensglasbefrugtning?
Eller ligger det på et mere subtilt plan?
Den eftertanke er det nu ikke enhver animationsfilm, der lægger op til.
Læs artikel: Ny børnegyser får voksne til at tænde lyset
fortsæt med at læse
