Massemyter kalder man de moderne superheltefortællinger.
Men mens Marvel-forlagets superheltekræfter tit skyldes menneskers eksperimenter (Spiderman, Hulk osv.) har DC-helte gerne deres kræfter fra mere udenjordiske, ja, næsten guddommelige kilder:
Superman som den himmelsendte menneskesøn, Thor og Loke som mytologisk broderskinsyge osv.
Abin Sur, Krona, Sinestro, m.fl.
Green Lantern har det lys, navnet hentyder til, fra en grønglødende ring.
Ringen har udvalgt den unge jordbo til afløser for en herre ved navn Abin Sur, en af de 3.600 ’grønne lygter’, en slags intergalaktisk politi for de tusindvis af planeter og livsformer, der styres af Vogterne – en kreds af oldinge på hver sin stensøjle på planeten Oa. Det grønne lys kommer fra Viljestyrken, den stærkeste energi i verden.
Men Krona, en af de oprindelige vogtere, faldt for en anden, svovlgul drivkraft, Frygten. Og denne frafaldne parallel til Lucifer i Bibelen (Melkor hos Tolkien osv.) blev til den tilintetgørende kraft Parallax, der vokser for hver frygtsom sjæl, den fortærer.
Nu har denne gule fare retning mod Sektor 2814 – Jorden. Hvor Hal Jordan, en ung amerikansk testpilot med større legesyge end pligtfølelse, får ringen og ansvaret overdraget af den nødlandede og døende Abin Sur.
Men selv Oa, verdens navle, er truet af den gulglødende lava- og askesky, så hele korpset af grønne lygtemænd (og ditto-dyr m.v., alt efter evolutionen hist og her i galaksernes mængde) samles til modstand, ledet af den menneskelignende om end spidsørede og rødhudede Sinestro.
Trekantsdrama i midten
Lang, men nødvendig intro, ja! Ligesom i filmen.
Den har sit hyr med at få de mægtige urkræfter forbundet til jordboernes små konflikter: Hal Jordan, der vil leve op til sin styrtede pilotfars beherskelse af frygten (derfor bliver han udvalgt), sværmer for sin medpilot Carol Ferris, der er datter af flyfabrikanten.
Hende er deres gamle legekammerat Hector Hammond også lun på. Han forsker ellers i xenobiologi, fremmede livsformer, men har svært ved at leve op til sin kyniske og arrogante senatorfars forventninger.
Problemer med de digitale rejser
Faderfikseringer og teenageforelskelser?
Ja, hele Green Lantern-universet, jordisk som overjordisk, lider af pubertære kvababbelser og patriarkalske tvangstanker, der måske var mindre påfaldende i det første børnehæfte i 1940, eller i 1959, da den trykte serie fik nyt blod med Hal Jordan-figuren.
Men i 2011 må det søges opvejet af god casting, spektakulære visualiseringer og om muligt ægte humor og distanceret selvironi.
LÆS OGSÅ Hollywoodstjerne er mere end mavemuskler og flødefjæs
Men trods efterbearbejdningen til 3D mangler de digitale rejser gennem universet troværdig dybde, hvorimod Parallax’ blækspruttelignende sky af ondskab omkring dødningefjæset har sine øjeblikke.
Ryan Reynolds’ godmodige ansigt bæres af en overbevisende veltrimmet krop som lygtemanden selv, og Peter Sarsgaards lumske enfold er et fund til Hector Hammonds tvetydige figur, Tim Robbins’ glathed det samme som senatoren.
Nyt lys i lygten
Mere ufrivillig bliver komikken, når Parallax invaderer den jaloux forskers krop og får en ren mr. Hyde ud af pæne dr. Jekyll.
Snart kæmper grønt lys mod gult mørke og forvandler det højteknologiske laboratorium til det muntre køkken. Alt imens lygtelederen Sinestro – med betænkeligt totalitær magt over de grønne hærstyrker med korpsånden – overvejer at gribe til fjendens våben: Frygtens energi. I den allerede planlagte fortsættelse vil Sinestro (bare navnet!) vist gå over til mørket.
LÆS OGSÅ Diskret stjerne er ond i seks film alene i år
Men Hal Jordan kan få nyt lys i lygten af den sorte John Stewart fra Chicago, der i serien (og tv-filmene om hele ’The Justice League’) overtog ringen efter Hal, som Carol krævede mere familieliv med!
Tja! Martin Campbell – manden bag to James Bond- såvel som to Zorro-film – har med hiv og sving fået etableret det halvt mytiske, halvt moderne univers. Men nogen ny Star Wars-kult bliver det næppe.
fortsæt med at læse
