Det er stort. ’Harry Potter og dødsregalierne: del 2’ udgør den sidste af otte film om den bebrillede troldmand Harry Potter, kronen på milliardværket og de sidste 130 af i alt svimlende 1.178 minutters eventyrfilm.
Her i den længe ventede afslutning er tiden kommet til Harrys endelige opgør med mørkets herre, den unævnelige Voldemort. Harry (Daniel Radcliffe), Ron (Rupert Grint) og Hermione (Emma Watson) skal for at redde verden tilintetgøre Voldemorts syv horcruxer, en slags amuletter, som han har indkapslet dele af sin sjæl i for at opnå udødelighed.
Der resterer endnu fire her i anden del af ’Harry Potter og dødsregalierne’, og tallet tre går som i et eventyr igen i filmen, hvor de tre venner får uventet hjælp fra titlens tre ’dødsregalier’: den magiske oldstav (en lidt mangelfuld oversættelse af det engelske ’elderwand’, som både betyder hyldetræsstav og den ældstes stav), genopstandelsesstenen og usynlighedskappen.
Formen en kæmpet frem
’Harry Potter og dødsregalierne 2’ tager fra i høj fart.
Hvor den foregående film var en mere atmosfærisk, men også temmelig stillestående film, der fungerede som en art tænkepause i Potter-sagaen, leverer afslutningsfilmen al den action, man kunne håbe.
Samt en god del af den barnlige magi, de sidste film har givet afkald på i den alvorligere sags tjeneste.
Det er forståeligt, at instruktør David Yates har været nødt til at lade humor og trylleri fare på bekostning af Harrys voksende eksistentielle kvaler, men det gjorde ikke desto mindre filmene mindre underholdende, og midt i al alvoren savnede man fornøjelsen ved at opleve Harry opdage sine nye kræfter på trolddomsskolen Hogwarts.
De første film havde desuden skoleåret som strukturerende princip for handlingen, og Yates har tydeligvis kæmpet lidt med at finde form til de sidste to film, som derfor på godt og ondt virker løsere i sammenvævningen.
Ralph Fiennes er blændende uhyggelig
Til gengæld imponeres man igen af de tre hovedrolleindehaveres spil, og man mærker, at Yates gennem de sidste fire film har lært sine skuespillere så godt at kende, at meget efterhånden kan siges med bare et skuldertræk eller et kærligt blik, og det er flot, som de kan spille op mod så store stjerner som Michael Gambon, Alan Rickman og en blændende uhyggelig Ralph Fiennes.
Men tilskueren kender dem jo også efterhånden, deres indbyrdes konflikter og kampe, og det er en af de centrale glæder ved filmene.
For når man skræller alle effekter og tryllerier væk, er historien om Harry Potter jo en klassisk dannelsesfortælling om en ung drengs rejse fra barndommens uskyld og ind i en barsk voksenverden.
Nok har hans venner usædvanlige evner, men der er sådan set intet usædvanligt i at bruge sine venner som støtte, i at skulle stå på egne ben eller i at skulle lære at leve i en verden af både godt og ondt.
Verden forgår, venskab består – det gælder både for Harry Potter og alle os andre ude i virkelighedens verden.
3D bruges kun til at fordyre billetterne
Ikke desto mindre er effekterne og tryllerierne en af de helt store fornøjelser ved ’Harry Potter og dødsregalierne 2’.
I modsætning til den foregående film, hvor Hogwarts var ude af billedet, er Harry, Ron og Hermione tilbage på skolen for at finde den sidste horcrux, og skolens magiske ansatte tager alle deres eventyrlige evner i brug.
En ilddrage futter skolens lagerrum af i en fyrig scene, McGonagall (Maggie Smith) fremkalder fortidens stenkrigere fra skolens tykke mure, og filmen byder på et gensyn med Dumbledores mindekar, hvor Harry ved at sænke ansigtet ned under vandoverfladen får adgang til en andens minder og lærer hidtil hemmeligholdte ting om sin skæbne.
Genialt udtænkt af J.K. Rowling og fornemt sat i billeder af David Yates. Dog bruges 3D-teknikken ikke til andet end at sætte billetpriserne op.
Lidt á la Ringenes Herre
Der er mange spektakulære scener i ’Harry Potter og dødsregalierne 2’. Ikke mindst i sekvensen, hvor Harry, Ron og Hermione tiltusker sig adgang til Bellatrix Lestranges hemmelige boks i Gringotts bank, forklædt ved hjælp af Hermiones polyjuice-eliksir og en usynlighedskappe.
Rejsen ned til den underjordiske boks er en rutsjebanetur af de vilde, og flugten derfra på ryggen af en hvid drage over Londons tage er helt eventyrlig.
De afsluttende kampscener omkring Hogwarts er også flotte, men de har en voldsomt apokalyptisk, næsten Ringenes Herre-lignende, klang over sig (ikke mindst takket være Alexandre Desplats højstemte soundtrack), og egentlig gør den stille afsløring af Harrys sande skæbne langt større indtryk end alverdens krigeriske kæmper og dødsgardister.
Skønt den er den korteste af filmene og blot baseret på en halv roman, er der bjerge af brikker, som skal falde på plads, og selv om ingen film skulle være nødt til at bære et forventningspres som det, der påhviler ’Harry Potter og dødsregalierne 2’, tror jeg nu, at selv de mest hengivne fans vil være godt tilfredse med Harrys filmiske endeligt.
SE TRAILEREN HER:
fortsæt med at læse
