En del nordiske films anstrengelser for i disse år at gøre sig mere indbydende for international distribution gør dem let mindre nordiske.
Om ikke i miljø og casting, så i tematik og tempo. På godt og ondt.
Fra sin spillefilmsdebut ’Buddy’ (2003) har 44-årige Morten Tyldum nu f.eks. bevaret Oslomiljøet, bare socialt opgraderet fra subsistensløse plakatopklæbere til ledende erhvervskredse.
En biperson fra ’Buddy’, desperadoen Geir i Aksel Hennies opmærksomhedsmagnetiske skikkelse, er nu den altdominerende hovedperson og fortællerstemme: opkomlingen, headhunteren og kunsttyven Roger Brown.
Lækre biler og en billedskøn kone
Resultatet er slet og ret forrygende mainstreamunderholdning, målt med både hjemlig og international alen – selv om historien, efter en roman af Jo Nesbø, netop kunne have udspillet sig hvor som helst og ligner suppe på en pølsepind.
Om end suppe med tidstypisk krydring. Forklaring følger:
Når man måler 1,68, må der kompenseres – med penge! Så det gør Roger Brown med flot hus, lækre biler og dyre gaver til en billedskøn kone, et kvikt hoved højere end ham.
I lort til halsen
Pengene tjener han ved at headhunte ledere til store firmaer – og i forbifarten høre kandidaterne i, om de kan lide kunst og hunde.
Dem med kunst og uden hund får malerierne derhjemme erstattet med kopier, mens de (tror, at de) er til ansættelsesmøde.
Så da en dansk kandidat (Nikolaj Coster-Waldau) til direktørjobbet i et gps-firma ejer en Rubens til 100 millioner, går Roger til biddet.
Og før han får set sig om, er hans nebengesjæft, hans ægteskab og hans liv på spil, og han selv sidder i lort til halsen, godt og vel og ganske bogstaveligt.
Ti gange så interessant som Harrison Ford
Det fine er, at derfra bliver det bare værre: Resten af filmen er en times morderisk forfølgelsesjagt gennem Oslo & omegn.
Altså ’Flygtningen’ på nynorsk, Hollywood i Hönefoss? Ja og nej. For fiskeøjede, tvetydige og topintelligente Aksel Hennie (sidst i ’Frihedskæmperen Max Manus’) er mindst ti gange mere interessant end Harrison Ford.
Og tempoet af overraskelser i det gradvis og stensikkert afslørede plot er så højt, at man ikke når at undre sig over usandsynligheder.
Thriller til den store guldmedalje
Hollywoodbudget har filmen ikke engang krævet, kun et par societyscener og (last)biljagt på bjergvejene har kostet i statister, luftkamera m.m.
Resten af chokkene – effektjagende er det, men effekten opnås! – udvirker Tyldum alene ved vinkler og lys, locations og tempo.
Hvis thrilleren er en populærsport i nordisk film og tv lige nu, står han til en guldmedalje.
En billet til den internationale karriere
Coster-Waldau og lige så danske Julie Ølgaard bliver mest til typer ligesom norske Synnøve Macody Lund som Rogers kone, mens Baard Owe (hjemme)brænder igennem i en gusten birolle.
For Hennie og Tyldum selv må filmen blive billet til en international karriere, hvis de vil.
Og så skader det jo ikke eksportmulighederne, at netop grænseoverskridende personlig grådighed er så iøjnefaldende et træk i toppen af tidens erhvervsliv, norsk, dansk eller Wall Street-baseret.
fortsæt med at læse
