Miyazakis 27 år gamle tegnefilm er en økopolitisk fryd for øjet

Svimlende. Miyazakis  animationskunst er af en lysende skønhed og originalitet – og derfor gør det ikke noget, at filmen er økopolitisk korrekt indtil det  forudsigelige.
Svimlende. Miyazakis animationskunst er af en lysende skønhed og originalitet – og derfor gør det ikke noget, at filmen er økopolitisk korrekt indtil det forudsigelige.
Lyt til artiklen

I 1984 havde den ’japanske Disney’, Hayao Miyazaki, premiere på sin anden spillefilmlange tegnefilm om prinsesse Nausicaä fra Vindenes Dal – men først nu får vi mulighed for med dansk tekst at nyde filmens vidunderlige, lysende lette og detaljerede tegnefilmhåndværk.

Forsinkelsen har fordele og ulemper. For selv om den 27 år gamle film fra før digitalanimationens tidsalder er højt hævet over daglig kvalitetsvandstand i tv-discount-animationens æra, overgås den af de senere Miyazaki-film, som altså fik lov at bane vejen for mesterens værker.

Legende og alvorlige succeser
Siden japanerens danske gennembrud med ’Chihiro og heksene’ (2001) har Camera Film heldigvis importeret hans ældre film fra en ende af – sideløbende med opsætning af de nye, ’Det levende slot’ (2004) og ’Ponyo på klippen ved havet’ (2008).

Frem for alle har den legende, alvorlige og indtagende hverdagsmagi i ’Min nabo Totoro’ (1988) været en fortjent succes i biografen og som dvd for alle aldersklasser.

Efterhånden mangler vi kun to af de ældste, ’The Castle of Cagliostro’ (1979) og ’Laputa: Castle in the sky’ (1986).

To af hans mindreårige heltinder, ’Kiki - den lille heks’ (1989) og ’Prinsesse Mononoke’ (1997), har deres hengivne danske kernepublikum blandt de yngste resp. ældste børn, og sidstnævnte vil også elske prinsesse Nausicaä (prinsessen i Odysseen af samme navn er der ingen synlig forbindelse til).

Men importørens forventninger har altså ikke rakt til danske stemmer, ’kun’ undertekster og kun to kopier.

Sejler på vinden og taler med dyrene
Ligesom ulvepigen Mononoke kæmper den spinkle, opvakte Nausicaä for naturens balance og imod følgerne af destruktiv menneskelig teknologi.

En forgiftet skov opsluger stadig større landområder med »bølger af giftige sporer«, og nogle kæmpemæssige, mangeøjede bænkebidere spiller en tvetydig rolle – er de naturens ødelæggere eller genoprettere?

Prinsessen fra vindkraftdalen kan både sejle på vinden og tale med dyrene, og hun søger uforfærdet over og under jorden efter den »mand i blåt«, der ifølge sagnet skal genoprette naturbalancen.

Men foruden naturens ukendte kræfter må hun og hendes folk også kæmpe mod det krigeriske Tolmekia-folks iskolde prinsesse, der tilbyder ’beskyttelse’ med sine hurtige kampfly og et supervåben: et monster af en ’kæmpekriger’, stjålet fra en tredje nation, Peijite.

Fjender bliver venner
Når nu naturbalance er Miyazakis vandmærke, og Verdensnaturfonden var med til at præsentere filmen ved premieren i sin tid, er det ikke svært at gætte, om krigsmagt eller økoforståelse sejrer.

Man har også travlt nok med at holde rede på den skiftende krigslykke og personernes plads: Fjender bliver venner, både blandt dyr og mennesker.

Men lad ikke handlingens spegede tråde tage hele opmærksomheden.

Økopolitisk fryd for øjet
Miyazakis animationskunst er på én gang håndfast farveglad og af en lysende skønhed og originalitet, som frem for alt gør hans film visuelt livgivende: Den grønne dal og vindmøllernes stentårne, den forstenede skov under jorden, hvor naturens selvhelbredende kræfter regerer, de fremrykkende bænkebidere som et tæppe af rasende natur i bevægelse – og så de fejende, svimlende luftture gennem landskaberne med Nausicaä og hendes lækre enmands-jet/svævefly!

Nok er det økopolitisk korrekt indtil det forudsigelige – men det er også ren fryd for øjet.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her