Der er langt fra Henrik Ruben Genz’ succesombruste ’Frygtelig lykkelig’ til hans nye film, ’Undskyld jeg forstyrrer’.
Nok er begge film filmatiseringer af Erling Jepsen-romaner, og nok er de præget af den samme barokke humor og milde virkelighedsforskydning, men ellers er meget forandret.
Handlingen er rykket fra en sønderjysk flække til den mondæne Frederiksberg Allé i København, og hovedpersonen er en ung kvinde frem for en mand. Forandringen fryder, og i det hele taget er ’Undskyld jeg forstyrrer’ en film, der fra første færd sender en række frydefulde gys gennem kroppen på tilskueren.
»Se, skat! Du er i fjernsynet!«, råber moderen (Lotte Andersen) inde fra stuen til den lille Helene, der leger med dukker.
»Hvad står der?«,spørger pigebarnet, da hun kommer ind i stuen. »Teknisk uheld!« ler moderen og bryder ud i en skraldende latter.
Og selv om man griner med, markerer åbningsscenen i ’Undskyld jeg forstyrrer’, at filmens komik har en alvorlig undertone.
For den selvoptagede mor har holdt sin datter (Sara Hjort), som i realiteten snart er en voksen kvinde, indespærret rent fysisk i hjemmet og i en barnlig uskyld under påskud af at ville beskytte hende.
Hvem er faren?
Dagligt driller hun hende ved at komme med antydninger af, hvem hendes far kunne være, men et egentligt svar kan man ikke vriste ud af hende. »Det kan være så mange. Jeg havde jo også engang et liv, hvis nogen skulle spørge!«, som hun siger i tide og utide.
Da moderen hentyder til endnu en tidligere elsker, som nu er direktør for et konkurstruet teater på Frederiksberg, søger Helene derhen med moderens hund, Lille Bjørn, som løber fra Helene og ind på teatret.
Da Helene går ind i salen for at hente sin hund, viser det sig, at hunden har løst et stort dramatisk problem i teatrets kommende opsætning.
Primadonnaer og teaterkrukker
Manuskriptforfatteren Allan (Nicolas Bro) har nemlig fået en skriveblokade og kan ikke finde på en slutning til stykket, og teaterdirektøren Morten (Søren Østergaard) ser Lille Bjørn som løsningen på alle teatrets problemer.
Og dermed hvirvles Helene ind i en for hende ukendt verden af primadonnaer, (karakter)mord og kunstneriske krukker af enhver slags – men teaterfolkene bliver også en mulig ny familie for den ensomme Helene, der som alle hovedpersonerne i Genz’ film (som foruden ’Undskyld jeg forstyrrer’ tæller Bjarne Reuter-filmatiseringen ’En som Hodder’, komedien ’Kinamand’ og ’Frygtelig lykkelig’) er en outsider, der skal tilpasse sig en ny sammenhæng.
I Helenes tilfælde bliver det til en fortælling om, hvor langt hun er villig til at gå for at opleve samhørighed og spille mere end blot en birolle i sit eget liv.
Krøllet univers
Jepsen og Genz er vokset op i den samme sønderjyske by, endda i den samme gade, og man mærker tydeligt, at deres gemytter passer sammen.
Jepsens krøllede univers foldes elegant ud i Genz’ stilsikre hænder, som i tæt samarbejde med production designer Mette Rio har skabt et tæt lille skatkammer på teatret, hvor også musikken er med til at skabe et skævt, knirkende univers af lyde, mislyde og små barokke hemmeligheder, som det er en stor fornøjelse at gå på opdagelse i.
Som altid hos Genz og Jepsen ligger komikken ikke alene i dialogen, men også i den akavede tavshed og timingen, og det er en glæde at se Stine Stengade, Søren Østergaard, Peter Gantzler og Nicolas Bro boltre sig med Jepsens replikker og spille sig ud i ekstremerne uden nogensinde at forfalde til folkekomedie.
Især er Lotte Andersen intet mindre end forrygende i rollen som den næsten Hitchcock’ske mor, og Nicolas Bro er både rørende og morsom som idéforladt forfatter.
Hovedrollen forbliver en birolle
’Undskyld jeg forstyrrer’ er baseret på Erling Jepsens roman ’Biroller’, og Jepsens titel hænger ved filmen.
Den unge og naive Helenes kamp for at indtage hovedrollen i sit eget liv – en rolle, der tidligere synes at have været delt mellem moderen og hunden – er tydelig, men selv om hun er i billedet hele tiden, forbliver hun på en måde en birolle i filmen.
Det skyldes ikke den 23-årige Sara Hjort, som spiller med humor, præcision og stort mod, men snarere de mange små komiske optrin, der absolut underholder, men også står lidt i vejen for den centrale handling.
Løse ender
Der er mange spørgsmål, der er ubesvarede, da filmen finder sin slutning, hvor flere dødsfald står uopklaret hen, og især må man spørge:
Hvem var så Helenes far? Og var det i virkeligheden fornuftigt nok af Helenes mor at låse datteren inde hver nat?
Kan man leve med den slags løse ender, er ’Undskyld jeg forstyrrer’ en film, der underholder med et særligt glimt i øjet og udpræget sans for detaljen. Og som sådan endnu en succes for det sønderjyske makkerpar Genz og Jepsen.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
