Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Syddansk. »Helene er ikke noget offer, hun er en fighter. Og jeg kan rigtig godt lide, at Henrik Ruben Genz ikke graver ned i det traumatiske, men bare konstaterer det. Det kan være, at det er et sønderjysk træk«, siger Sara Hjort.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk films nye stjerneskud har et ansigt skabt til kameraet

Politiken har mødt 23-årige Sara Hjort, som spiller den skønne Helene i skæv kærlighedskomedie.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den umodne Helene har altid stået i skyggen af sin mors hund, Lille Bjørn. Selv er hun familiens tekniske uheld.

Et tyveårigt barn fanget i en kvindes krop med trist, lige pandehår og et usundt forhold til sin mor på størrelse med det, der tidligere på året blev skildret i balletfilmen ’Black Swan’. Om natten bliver hun låst inde på sit værelse, og om dagen kigger hun efter sin ukendte far i ethvert maskulint ansigt, der dukker op i hendes begivenhedsløse hverdag.

LÆS OGSÅ

En tilfældig bemærkning fra moren fører hende på sporet af teaterdirektøren Morten, som hun opsøger på hans skrantende teaterscene på Frederiksberg. Men endnu en gang stjæler Lille Bjørn billedet og får en rolle i det stykke, der indtil nu ikke rigtig har villet falde på plads.

Efter et natligt uheld kan Lille Bjørn ikke længere udfylde sin plads, og i stedet er det Helene, der glider ned på alle fire og overtager rollen.

Skrevet til én selv
Rollen som den uskyldige og lidt irriterende Helene med det firbenede talent i Henrik Ruben Genz’ skæve kærlighedskomedie har allerede inden premieren fået de gyldne gloser til at flakse om ørerne på den 23-årige Sara Hjort.

Hendes indsats beskrives som »forbløffende«, kameraet »elsker« hende, og den selvlærte skuespiller udnævnes af andre som »fremtidens ansigt« i dansk film.

»Nogle gange føler man bare, at der er noget, der er skrevet så meget til én selv«, sukker hun.

Grænserne flyttes
Det var blandt andet hendes store talent for at spille hund, der slog forbeholdene væk under instruktøren Henrik Ruben Genz under castingen. For det er ikke ligefrem blufærdighed, der trykker den 23-årige skuespiller.

»Jeg forstod Helene fra begyndelsen. Hun er en kvik pige, der er vokset op under nogle fucked up forhold. Derfor har hun ikke har nogen situationsfornemmelse og forståelse for, hvordan man gebærder sig. Hun er slet ikke klar over sin egen seksualitet, så når hun går ned på alle fire og spiller hund, er det det med en stor ubevidsthed om, at det kan opfattes på en anden måde«.



Og som hun tilføjer:

»Når man skal spille en karakter, man kan forsvare, så flytter grænserne sig. Og så gør man det, fordi det er vigtigt for at fortælle den historie. Hvis man bliver blufærdig i den situation, er det måske lidt dumt at være skuespiller«.

Når ansigtet falder på plads
Sara Hjort møder op på Nordisk Film i Valby med et lysebrunt blik under det nu lange pandehår og en blød, lidt hæs stemme. Et vindende væsen, der er så fuldstændigt sig selv, og som skubber luft ud af næsen, når hun bliver ivrig.

På den allerførste optagedag sagde Nicolas Bro til hende, at han kun havde set én dansk skuespiller, hvis ansigt faldt lige så meget på plads foran kameraet som Sara Hjorts. Nemlig Mads Mikkelsens.

» Tænk at få sådan et kompliment«, smiler hun.

»De første scener, vi skulle lave, var kærlighedsscenerne. Og mens jeg var alene i billedet, stod Nicolas Bro og blinkede til mig, og jeg kunne ikke lade være med at reagere på det. Og det var sådan en gave. Han er så klog, for han ved, at det fremkalder en impulsiv reaktion, der virkelig kan bruges foran kameraet«.

Undergrundstype
Det er ikke første gang, Sara Hjort spiller ren i en inficeret og neurotisk teaterverden. Det gjorde hun allerede som 17-årig i Per Flys tv-serie ’Forestillinger’ som Pernilla Augusts og Dejan Cukics datter Karin. Og ifølge Ekstra Bladets anmelder fyldte hun dengang rollen »skrøbeligt og nænsomt« og med et »sitrende nærvær og ungdommelig smerte«.

Men det er tilsyneladende ikke et talent, teaterskolerne har fået øje på endnu. Om to uger skal Sara Hjort for fjerde gang forsøge at overbevise en af landets tre teaterskoler om, at det er der, hun hører til.

LÆS OGSÅ

»Sidste år tænkte jeg, at det var sidste gang, jeg søgte, for det er så kunstig og ubehagelig en situation. Det var faktisk min far, der sagde, at jeg skulle sende en ansøgning igen i år. Og det er jeg egentlig glad for. Jeg tror, jeg er kommet mig over den der stolthedsting med at skulle sige til folk, at jeg har fået afslag«.

»Og hvis jeg var kommet ind tidligere, havde jeg jo ikke fået chancen for at lave denne her film«.

Sådan er der altid noget godt at finde i et afslag. Og når hun glemmer det, minder instruktøren Henrik Ruben Genz hende gerne om det. Eksempelvis da Filminstituttet indstillede hende som shooting star til den kommende filmfestival i Berlin. Og hun ikke blev udtaget.

»Det var jeg jo rigtig ærgerlig over. Men så sagde Genz: ’Arj, hvor var det godt, at du ikke blev valgt, Sara. Det er for tidligt. Du skal bruge flere år på at være sådan en undergrundstype, det er meget federe’«.

»Jeg havde det i mig«
Sara Hjort er opvokset i et bofællesskab i Birkerød med fælleshus, plenum-diskussioner og naboens skænderier stående ind gennem de tynde vægge. I de andre huse fandt hun ekstra søskende og reservebedsteforældre; hver aften spiste familien i fælleshuset, og alle byggeriets børn gik i samme skole. Indtil fællesskabet begyndte at stramme lidt over ryggen på forældrene, der i plenum fik nej til at bygge deres hus ud med 7 kvadratmeter. Og da Sara Hjort var 15, flyttede familien til et enfamiliehus et andet sted i byen.

Sara Hjort spillede gennem sin opvækst med i skolekomedierne og var forsanger i musikskolens fælleskor, så hun var med egne ord vant til at »performe«, da hun en dag i slutningen af 1. g på Aurehøj Gymnasium så et opslag om, at de søgte piger i 16-20-års alderen til en tv-serie af Per Fly.

Så skrev hun et brev om sig selv, som hun var »lige ved at glemme at sende«. Men af sted kom det, og et halvt år senere var rollen som Pernille Augusts og Dejan Cukics bulimiske datter hendes.

»Jeg blev kaldt til casting hos Per Fly og Dejan Cukic, og det gik helt fantastisk godt. Jeg fik spillet hele følelsesregisteret igennem, og var slet ikke klar over, at jeg havde det i mig«.

Let påvirkelig
Tv-serien blev indspillet den følgende sommer. Og når man er med på et filmhold i så ung en alder, er man med Sara Hjorts ord »meget let påvirkelig«. Og en dag satte producenten Ib Tardini og lineproduceren Marianne Juul sig ned og klappede stavelserne for hende.

»De sagde: »Når vi indspiller det her, bliver vi ligesom en familie. Du kommer til at blive meget glad for de folk, du arbejder sammen med, men når det er færdigt, så er det helt færdigt. Og så ringer de ikke til dig mere««.

»De var meget hårde, men det var rigtig godt, de sagde det. For det var præcis, hvad der skete. Dejan Cukic blev som en anden far for mig og sagde:»Du skal altid komme hjemme hos os«. Og når jeg møder Dejan, er det stadig sådan. Men han tog jo ikke telefonen bagefter«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Sådan er det bare. Man arbejder ekstremt tæt sammen og deler en masse, og når man møder de folk igen, vil det stadig være med en stor og rar genkendelse. Men de er bare i gang med et nyt projekt og kan ikke investere sig selv 120 procent hver gang«.

Dannelsesrejse til Libanon
Bagefter flyttede hun til Berlin for at blive god til at tale tysk, arbejdede på en bar og var hjemme til casting på Morten Gieses anmelderroste debutfilm ’Vanvittigt forelsket’, fik rollen som Cyron Melvilles kæreste og flyttede hjem igen.

Da optagelserne var slut, læste hun filosofi, boede til leje hos en 40-årig poetryslammer og fik hovedrollen i en film, der aldrig blev til noget. I stedet tog hun på »dannelsesrejse« til Libanon og boede i tre måneder i en palæstinensisk flygtningelejr, hvorfra hun lavede en fotoudstilling, som siden er blevet vist et par steder i København.

Og ind i mellem fik hun så sine årlige afslag fra teaterskolerne, tog på teaterkursus i New York, lavede et par kortfilm, og i sommer indspillede hun de første otte afsnit af TV 2’s kommende tv-serie ’Rita’, hvor hun spiller Mille Dinesens datter. Siden har hun suppleret indtægterne med vagter på Riccos Kaffebar.

LÆS OGSÅ

Og i dag får hun altså ifølge anmeldere og filmfolk sit gennembrud som den skønne, undertrykte og famlende Helene, der bliver draget mod et teater fuld af mere eller mindre dysfunktionelle individer i sin søgen efter et sted at høre til.

»En af grundene til, at jeg har været så heldig at komme hertil, er, at jeg har spillet over for nogle fantastiske skuespillere. At jeg fik lov at spille over for Pernilla August som 17-årig er jo en gave og meget mere givende end at stå over for en anden ung, der heller ikke har spillet før«, siger hun.

Noget bedre, du skal
Lige nu gælder det igen forberedelserne til optagelsesprøven på de danske teaterskoler. Og så venter hun også på svar fra Central School of Speech and Drama i London, hvor hun aflagde prøve i december. Og egentlig »kunne det jo være meget fedt« at blive uddannet fra den samme skole som Judi Dench og Harold Pinter. Og hvis hun ikke kommer ind nogen af stederne?

»Jamen, så kommer jeg ikke ind. Og så siger Henrik Ruben Genz:»Arj, hvor er det godt for dig. Pyha, Sara. Det er det helt rigtige. Det er, fordi der er noget meget bedre, du skal«.

Hun smiler.

»Det siger han altid. Og han mener det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SE KLIP FRA FILMEN

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden