Mange af os har jo grundig erfaring med den morskab, ja, ligefrem indsigt, der kan følge af at droppe visse hæmninger ved indtag af biokemiske stimulanser.
Dét handler musikvideoinstruktøren Nima Nourizadehs spillefilmdebut om, men alligevel er filmen umulig at anbefale til andre end to publikumssegmenter: til teenagere med drømme om hæmningsløst hærg og hor.
Og så de forældre til samme aldersgruppe, der letsindigt overvejer at ’lade de unge hygge sig lidt’ en aften, når de gamle ikke er hjemme. Tre hormonbetændte gymnasieknægte inviterer alt for bredt til fest, da den ene er alene hjemme.
LÆS BAGGRUND Anarkistisk film tager fusen på USA
Med et figenblad af et plot accelererer det for fuld musik fra druk, joints og piller over fyrværkeri og hovedspring fra tagryggen ned i en pool proppet med nøgne mennesker og lige til den festlige kulmination: ildebrand og destruktion af hele villaen & omegn! Kolporteret i tv via en newshelikopter: Triumf, vi er på!
Perverteret begreb om underholdning
Skuespil er der intet af, det hele ligner en tv-dokumentar fra et rave-party røget helt af hængslerne.
Og det er åbenbart lige, hvad produceren, ’Tømmermænd’-filmenes instruktør Todd Phillips, forstår ved en fed fest.
Anerkendende indrømmer den ellers forsigtige Thomas’ far ved hjemkomsten til ruin og millionerstatningskrav: »Jeg troede sgu ikke, du havde det i dig, knægt!«
I mine øjne repræsenterer filmen et fornærmende syn på unge og desuden spekulation i et underfrankeret og perverteret begreb om underholdning. Men hvad gør det, hvis teenagemålgruppen er så stor, som de næsten 50 danske premierebiografer antyder?
FACEBOOK
fortsæt med at læse
