På en måde er der jo ingen tvivl om, at Stanley Kubricks utrolige komedie 'Dr. Strangelove' fra 1964 er en typisk koldkrigsfilm. Det er det vanvittige atomkapløb mellem USA og Sovjetunionen, der er handlingens udgangspunkt, filmens berettigelse og latterens urovækkende kilde. Men hvorfor er filmen så stadig, i et helt forandret verdenshistorisk perspektiv, virkningsfuld og sprællevende? Dette skyldes ikke udelukkende tidløsheden i dét forbitrede antikrigsbudskab, som Kubrick - og Peter Sellers - sublimt transformerer til tænderskærende sort og absurd komik. Den skræmmende aktualitet i 'Dr. Strangelove' ligger et andet sted. Nemlig i påvisningen af det gabende misforhold mellem almengyldig menneskelig svaghed og grandios udslettelse. I vore dage er det først og fremmest hos den islamiske terrorist, vi med stor tilfredshed lokaliserer denne spaltning. I 'Dr. Stangelove' fastslår Kubrick, at den også forefindes i både hjernen og hjertet af det amerikanske militær. Slagkraften er stor, uovervindelig. Menneskeligheden bag er fuld af mangler og brister. I filmens persongalleri trukket ud i det urkomisk groteske - den rævesnu, men ubegavet krigsliderlige general Turgidson (George C. Scott) og den paranoide fantast general Jack D. Ripper (Sterling Hayden). Samt selvfølgelige Peter Sellers selv som det tyske videnskabsmonster Dr. Strangelove, der i sin rullestol adræt og i trit med de historiske kendsgerning har skiftet side og nu faldbyder sin enorme udslettelsesekspertise til det stærkeste hold, USA. Filmen 'Dr. Strangelove' handler altså om denne skæbnesvangre atomkrise, der er udløst af general Rippers formøkede sind. For at slå først i en kommende storkrig har han sendt sine atombombefly af sted mod de udvalgte mål i Sovjetunionen. Den eneste person, der er i kontakt med Ripper på den isolerede base, er den yderst korrekte og besindige britiske kaptajn Lionel Mandrake (Peter Sellers i rolle nr. to). To større modsætninger findes ikke - mens Mandrake med ubøjelig overlæbe og hårdt tilkæmpet ro forsøger at afværge det forfærdelige atomragnarok, fabler Ripper om sine »dyrebare legemesvæsker« og beordrer en drink bestående af regnvand og æthylalkohol. Scenerne er ubetalelige. Imens udspiller filmens drama sig to øvrige steder. Dels i sikkerhedsrådet, hvor den amerikanske præsident Merkin Muffley (Peter Sellers i rolle nr. 3) har samlet sin stab og er i direkte telefonisk kontakt med den sovjetiske ministerpræsident Kissoff (der befinder sig på et listigt, højst uofficielt sted i Moskva). Dels i et af de amerikanske bombefly, hvis kaptajn, major T.J. 'King' Kong (Slim Pickens), først vantro stirrer på angrebsordren og dernæst ifører sig sin cowboyhat i cockpittet for med sin drævende texanske accent at lede gutterne det sidste stykke vej mod de kommunistsvinske atombombemål. Egentlig er der altså tale om, at 'Dr. Strangelove' på papiret er en ret springende, måske endda ujævn film, hvor tre forskellige delhandlinger en smule uafklaret løber side om side. Men denne mulige svaghed overskygges dog stort af filmens indlysende kvaliteter. Først og fremmest: Peter Sellers kan ikke fejle. I alle sine tre roller stjæler han med denne næsten irriterende lethed - den geniale komikers kendetegn? - billedet, men det er først, når man sammenstiller de tre vidt forskellige typer, at spændvidden og originaliteten for alvor åbenbares. Sellers er simpelt hen ét med både den britiske kaptajns vemodige fortvivlelse, den tyske atomekspert sataniske galskab og den amerikanske præsident fredsommelige tålmodighed - og så er de alle sammen samtidig spiddet med karikaturens skarpeste brod. Til denne kvalitet lægger sig hele filmens overordnede og umiskendeligt Kubrick'ske tonefald. Denne specielle understrøm af nøgtern indignation og bitterhed. Det er en paradoksal streng, en benhård komisk nerve, Kubrick lader løber gennem 'Dr. Strangelove'. For som instruktør overgiver han sig netop aldrig. Det lader han publikum om. Lad os nu se - skal vi dø af grin eller af krigens vanvid?