Denzel Washingtons karisma og erfaring, Ryan Reynolds’ sympatiske ansigt og flotte overkrop plus en stribe mere end solide birolleskuespillere er slet ikke dårlige kort at have på hånden, hvis man vil løfte et smæk for skillingen-manus til det niveau for suspense, karakteranalyse og tidssignalement, som høg over høg-spionfilmen indbyder til.
Alligevel lykkes dét kvantespring ikke rigtig for den dansk filmskoleuddannede svenskchilenske instruktør Daniel Espinosa, der med ’Safe House’ griber den Hollywood-chance, som succesen med ’Snabba Cash’ gav ham.
LÆS ANMELDELSE Gangsterfilm er begynder-pensum for Finanstilsynet
Freelanceforræder
Matt (Reynolds) befinder sig nederst i agenthierarkiet som ’husholder’ for CIA’s safe house, gemmested for truede personer, i Cape Town, Sydafrika.
12 måneders sløv venten uden en gæst – og med masser af tid til kæresten, franske Ana – er brat forbi med ankomsten af en højt prioriteret gæst: en tidligere topagent, nu freelanceforræder og sælger af topsecrets til højestbydende magter, har reddet sig fra en morderpatrulje ved at søge tilflugt i USA’s konsulat, dvs. hos det CIA, han har forrådt.
Tobin hedder han, men han er ingen skat (undskyld!), selv om han har Denzel Washingtons milde, men gådefulde smil.
CIA er godt i gang med at afhøre den ’beskyttede’ fange med waterboarding, dvs. simuleret drukning, da morderpatruljen fra før demonstrerer, at dette safe house ikke er særlig safe. Matt Weston slipper væk med Tobin Frost i håndjern, men forfølgelsen fortsætter.
Vil den drevne tidobbeltagent Frost lade sig føre i snor af grønskollingen? Og hvordan vidste morderne, hvor Frost var?
Svaret på dét skal bære os gennem ild og vand, bogstaveligt: Efter druknetorturen og udbombningen af gemmestedet følger biljagt m/ eksplosionsbrand, forfølgelse og skudkamp i menneskemængder, flugt over bliktagene fra et township i brand, nærkampe på pistol, kniv eller skarpe glasskår plus et par iskolde mord på klos hold.
Bundsolide Brendan Gleeson
De kornede, håndholdte optagelser flimrer skånsomt hen over de sikkert blodige detaljer i upåklageligt actiontempo.
Bundsolide navne som Brendan Gleeson, Sam Shephard og Vera Farmiga giver den som CIA-cheferne hjemme i Langley-hovedkvarteret i USA. Og i andre vigtige biroller møder vi Rubén Blades, Liam Cunningham og et par venner fra ’Snabba Cash’, Joel Kinnaman og Fares Fares.
Alle leverer de varen omkring de to mænd på flugt. Flugt for hvem? Helt efter bogen må de forslåede flygtninge erkende, at de ikke kan stole på nogen.
Den tilstand kan jo udfoldes til interessante personstudier som i landsmanden Thomas Alfredsons aktuelle ’Dame Konge Es Spion’ eller en slags politisk tidssignalement, som i det ret åbenlyse forbillede, ’Bourne’-filmene.
LÆS ANMELDELSE
Truende spionfilm er en fascinerende filmisk tidslommeMen det glemmer filmen i kampens hede.
Få bud på forløsning
De livsfarlige afsløringer – der anes lidt for tidligt – åbner ikke bredere politiske perspektiver.
Og selv om de to gennemtæskede flygtninge ikke sparer på blod, sved og tårer, når spillet i deres højspændte indbyrdes forhold aldrig at slå overbevisende om i dét modvillige sammenhold, som tilsyneladende har været manusforfatter David Guggenheims (eneste) bud på en forløsning.
Washington har skuespilteknik til sådan et karakteromslag, det ved vi fra før. Reynolds står fortsat kun som et af Hollywoods p.t. bedste hug – og lumsk stillestående, ligesom i ’Green Lantern’ fra sidste år og 2008-kærlighedskomedien ’Helt sikkert – måske’.
LÆS OGSÅ Hollywood-hunk: »Jeg er nødt til at træne, til jeg ligner plastik«
Men mangel på politik eller personudvikling falder nu især tilbage på Espinosa selv, som kunne have løftet filmen niveauet op over effektivt og rask glemt tidsfordriv – men ikke har gjort det.
fortsæt med at læse
