Stockholm noir, fællestitlen på den svenske forsvarsadvokat Jens Lapidus’ stort modtagne romaner om gangstermiljøer i den svenske hovedstad, fortæller kun det halve om romandebuten og denne filmatisering af den.
For ganske vist dykker ’Snabba Cash’ (den danske romantitel er bare ’Cash’) ned i den jugoslaviske mafias narkoforretninger, men den tilhører i lige så høj grad en helt anden genre: Film om stræberen, der vil til tops – og må betale prisen.
LÆS ARTIKEL
JW (Johan Westlund) er nemlig proletarbarn fra Norrbotten, men hans fænomenale sans for tal har skaffet ham plads på et kollegium og på økonomistudiet i Stockholm.
Her bliver han ven med jetsettets afkom, burgøjserknægte, der bader i lommepenge, dyre biler og svale unge damer, endnu uden ar af livets gang. For at kunne begå sig dér med tøj og penge må JW køre nattetaxa ved siden af studierne.
Et sidste job
Helt galt bliver dobbeltlivet, da han falder for overklassepigen Sophie og vikler sig ind i rent digt om sin baggrund: Diplomatbarn med en forsvunden søster og derfor ingen familie at præsentere, forklarer han.
Samtidig eskalerer taxajobbet til livsfarligt stressniveau: Behovet for hurtigere penge lokker ham ind i vognmandens narkoforretning og miljø af kriminelle Balkan-indvandrere, der kan bruge hans kontakter og økonomividen til at vaske sorte penge hvide – ’Regnedrengen’ kalder de ham – og som sørger for, at han ved for meget til at slippe ud igen.
Blandt andet har JW hjulpet den sydamerikanske indvandrer Jorge, der er flygtet fra fængsel og bliver sønderbanket af mafiabossen Radovans folk. En af dem, Mrado, prøver imidlertid selv at få et normalt liv, for at kunne passe sin lille datter.
Jorge, Mrado og JW håber alle på hver sin måde, at et »sidste job«, en kæmpeleverance, kan skaffe dem friheden og millionerne.
Uden pædagogisk overflødighed
Filmens strålende, enerverende og bedste passager er krydsklipningen mellem de tre mennesker, mens nettet strammes til det sidste job. Vil det gå efter den enes plan? Eller den andens? Den tredjes?
Med håndholdt kamera, rå lydside, hurtige klip og uden enhver pædagogisk overflødighed fortælles forløbet, så vi virkelig er der. Lapidus kan sit stof, sit miljø, og det samme gælder Daniél Espinosa, der i øvrigt tog afgang som filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2003.
Selvfølgelig fortæller en roman mere, end en film normalt kan rumme. JW’s baggrund – hans søster er faktisk forsvundet – og ubehag i Sophies velbjergede verden skitseres kun, mens der f.eks. bliver gjort meget ud af hans fiksering på billige kopiudgaver af det ’rigtige’ tøj: Klæder skaber folk, og navnlig bedre folks børn.
Overbevisende skuespil
Spansktalende Jorges baggrund ud over fængslet er næsten helt forsvundet ud af filmen, og det samme gælder baggrunden for indvandreren Mrados omvendelse fra narkogorilla til omsorgsfuld enlig far.
Derfor svækkes indlevelsen i filmens midterdel, selv om figurerne skildres vandtæt og overbevisende af alle tre skuespillere, hhv. Joel Kinnaman som JW, Matias Padin Varela som Jorge og Dragomir Mrsic som Mrado. Og danske Dejan Cukic illuderer filmens sociopatisk iskolde godfather Radovan ildevarslende godt.
’Snabba cash’ er allerede købt til Hollywood-remake, for trods de nævnte svagheder er der format over tragedien. Også som fortælling om, hvor galt det kan gå for mænd, der aldrig må indrømme svaghed, enten de så er svenskere eller serbere, fødte rigmænd eller opkomlinge.
Alt andet end happy ending
Joel Kinnamans pokerfjæs i overklassemiljøerne, kontrasteret af hans sammenbrud i de mere tydeligt rå miljøer, hvor den grumsede del af de riges gevinst bliver skabt, er en original og præcis illustration af den personlige pris for nutidens herskende individualistiske og liberalistiske menneskesyn.
Og apropos kynikerens sammenbrud, når han selv rammes:
For en landsmand til Stein Bagger, Brian Sandberg og Danske Bank er det interessant at se en nordisk film afspejle så enkelt, hvor hårfin grænsen er mellem de rene forbrydere og storfinansen; den verden, hvor en bankdirektør kan redde sin griskhedsramte bank og egen stilling ved at se gennem fingre med, om aktieudvidelsen sker for hvide eller sorte penge.
Filmen kan anbefales som begynderpensum for Finanstilsynet – desværre også for sin alt andet end happy ending.
fortsæt med at læse
