Forsikringsagenten Warren Schmidt (Jack Nicholson) fra Omaha, Nebraska, skal efter et langt og regelmæssigt arbejdsliv på pension. Men allerede under hans afskedsparty er der noget, der knirker. Schmidt, som i 42 år har været gift med Helen (June Squibb) og har datteren Jeannie (Hope Davis), er ikke glad. Han stirrer fraværende frem for sig under festmiddagen, mens den gamle ven holder den forventede hyldesttale om Schmidts strålende karriere i forsikringsbranchen, hans vidunderlige ægteskab, gode familieliv og mange fine venner. Schmidt indser, at det hele er en livsløgn. Sådan har hans tilværelse slet ikke været. Han går alene og vemodig ud i baren og bestiller en drink. På denne måde indleder instruktøren Alexander Payne sit rammende og indtrængende, men aldrig selvhøjtidelige portræt af et menneske, som sent i livet kommer på sporet af sit eget, hidtil uerkendte nederlag i tilværelsen. Warren Schmidt må tilsyneladende se i øjnene, at han ikke slog til. Han ville så meget, men nåede så lidt. Hans ægteskab er blevet tom rutine. Han har til dels mistet kontakten med Jeannie. Og da han et par dage efter sin afsked kigger ind på sit gamle kontor for at hilse på sin unge, glatte og fremstormende afløser, er han allerede forvandlet til en parentes i firmaets historie. Men på dette nulpunkt rykker et par alvorlige hændelser Schmidt ud af den håbløse resignation. Dels dør Helen pludseligt, og dels går det op for ham, at Jeannie ved at planlægge ægteskab med frikadellen Randall (Dermot Mulroney) er på vej til at begå en frygtelig fejltagelse. Kort før brylluppet beslutter Schmidt derfor at opsøge datteren for at tale hende fra beslutningen, men Jeannies modvilje sender ham i stedet ud på en større biltur på landevejene, hvor han bl.a. genser sit stærkt forvandlede barndomshjem og sin ungdoms universitet. Hele denne lange midterdel af 'About Schmidt' udvikler sig nu til en lille fin og vittig roadmovie, der kulminerer med en tragikomisk episode på en campingplads, hvor Schmidt af et utåleligt småborgerligt par inviteres på mad og selskabelig hygge. Men i det hele taget er den tragikomiske og bittersøde stemning gennemgående truffet med stor sikkerhed i Alexander Paynes film. Og meget af fortjenesten ligger naturligvis hos Jack Nicholson, som efter sidste års vellykkede præstation i 'The Pledge' følger op med en bemærkelsesværdig indsats i et helt andet rollefag. Denne Schmidt er på fortvivlelsens rand over tilværelsens dårskab og menneskenes stupiditet, men han ejer samtidig en evne til lattermild forundring, der tillader ham at se på det hele med en overbærende mildhed. Han er ved at sprutte og sprænges af syrlig foragt over sine omgivelser, men han indser altid i sidste øjeblik, at han selv ejer en rem af huden, og derfor er han konstant udstyret med dette sørgmodige, livskloge blik for egen svaghed og utilstrækkelighed. Det er en stor præstation i en lille stærk film. Rollen indbyder til overspil og store ture, men Nicholson holder sig konsekvent på måtten og lader de små virkemidler gøre de største udslag. Det gælder også, da brylluppet nærmer sig i alvorlig grad, og der ikke er nogen udvej for Schmidt. Han må stå ansigt til ansigt med hele Randalls pukkelryggede familie - og måske især dennes lettere neurotiske, lidt drikfældige og ganske kærlighedssyge mor (Kathy Bates). Det udvikler sig, som resten af filmen, morsomt og melankolsk. Schmidt har spildt sit liv. Men et eller andet sted er der håb endnu.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
-
Der ulmer en bekymring i Radikale Venstres bagland: »Så risikerer vi, at regeringen kollapser«
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
Joachim B. Olsens dumme kommentar fik Politiken-læser til at bruge cykelhjelm efter 46 år
-
Ekspert: »Det er en bemærkelsesværdig stor magt at give videre for en selvstændig nation«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview
Debatindlæg af Sune Gylling Æbelø