Fem mere end velfortjente oscarnomineringer – bedste film, instruktør, manus, fotografering, mandlige hovedrolle samt kvindelige birolle – er måske det mest overfladiske af mange gode argumenter for at gå ind og se ’Nebraska’, en på utallige måder enestående film, rørende og oprørende:
Med kun en guitar og en violin som underlægning åbner den rolige, sort-hvide billedfortælling på en highway uden for byen Billings i Montana og udvikler sig ikke blot til en usædvanlig roadmovie gennem Midtvesten, men til et epos om forholdet mellem alderdom og selvrespekt, mellem slægtskab og bjergsomhed, mellem far og søn, mellem mand og kone.
LÆS OGSÅ Alverdens filmfolk satser på moderne sort-hvide film
Og mellem illusionsindustriens hurtige profitspekulation i vores længsler og så det enkelte menneskes ene, korte, møjsommelige liv.
Alt sammen sat på spidsen med en af vores mest udbredte og irrationelle forestillinger: drømmen om den store gevinst, uden omkostninger.
Det tavse flertal
Drømmeren her hedder Woody Grant.
En lidt fordrukken og forsømt gammel mand, tidligere automekaniker.
Han har fået brev om, at han har vundet 1 million – forudsat at hans nummer bliver udtrukket, som der ganske vist står med meget småt. Verdens ældste industrielle bondefangertrick, som hans sønner siger.
Men Woody holder på sit: Han har vundet, og han vil hente gevinsten hos den bladudgiver i Nebraska, som har sendt ham »beviset«.
Men der er 1.200 km derned fra Montana, og hans gamle pickup kan ikke køre. Heldigvis, for det kan han heller ikke. Ærlig talt er han lidt noller, hvad hans nådesløst rapkæftede kone ikke forsømmer at påpege og overdrive.
Hans voksne søn David, selv en veg mand uden den store selvtillid eller handlekraft, ender alligevel med at føje den stædige gamle rad – måske også for omsider at komme lidt nærmere på den mand, der havde ryggen til i det meste af sønnens barndom?
Om mænd på afveje ...På vej mod målet overnatter far og søn hos slægtninge i den gamles hjemby, Hawthorne, et på én gang hjerteskærende og ubarmhjertigt studie i stagnation, udkant, det tavse flertal: overvægtige mænd, unge og gamle, på den lokale bar eller hjemme i sofaen foran fjerneren dagen lang.
De mænd åbner nødig munden, medmindre de kan tjene lidt på det eller i hvert fald indflette et hånsord eller to – bare for at bevare den sidste rest af selvtillid.
Virkeligt velkendte
Den kultur er jo ikke forbeholdt Nebraska – vi kender den fra Nakskov til Nykøbing Mors eller Nørrebro.
Moren, den rappenskralde, som på nogle punkter også er familiens eneste ’mandfolk’, lyder næsten også dansk, ligesom Woodys ludende, stavrende skikkelse kan træffes lige henne på Bamses Bodega, gjort vranten af et langt livs stræben og afmagt efter forsøg-fejl-metoden.
Når de bliver én så velkendte, skyldes det jo ikke mindst mødet mellem Alexander Paynes usentimentalt menneskekloge personinstruktion og skuespillere, der kan og tør leve op til den – især de tre i centrum: Will Forte som den sagtmodige søn, der vokser langsomt gennem prøvelserne, og June Squibb som hans rivejern af en mor, et hjerte af sølv bag en kæft af rustfrit stål.
Danske anmeldere: Stilskabende instruktør rammer plet med Clooney-filmOg frem for alle selvfølgelig den i år 78-årige Bruce Dern, som vi engang var vant til kun at se som den iskolde, begavede sociopat.
Med stive ben, flagrende hår og ugegamle skægstubbe skåner han ikke sig selv eller os for nogen af alderens skrøbeligheder – men heller ikke for dens erfaring eller livsviljen selv i en kostelig scene, hvor han og sønnen efter et værtshusbesøg må lede efter hans forlorne tænder mellem jernbaneskinnerne.
Noget særligt i Nebraska
Woody Grant har ét halmstrå tilbage at klamre sig til: drømmen om gevinsten.
»Jeg anede ikke engang, at idioten drømte om at blive millionær«, skratter hans kone, og hvorfor denne pludselige og sene grådighed? Hvad vil han med den million? Købe en ny pickup, jo, men det kunne måske ordnes lidt lettere.
LÆS OGSÅ Cannes dag 9: Fransk drama bejler til Guldpalmen
Men gennem filmens rolige, metodiske og musikalsk såvel som fotografisk glamourfri oprulning af hele bagtæppet af håbløshed og afstumpethed fremstår en bedre forklaring:
Drømmen om millionen udspringer ikke af den materielle grådighed, der nu anerkendes som eneste drivkraft for det hellige almindelige markeds friheder. Men snarere af en slags individuel livshunger før tæppefald: en uindfriet forventning om, at ens liv da må rumme noget særligt?! Et resultat at efterlade til børnene? En fortælling, de efterladte kan huske?
Om man så skal gå på sine ben hele vejen til Nebraska.
fortsæt med at læse
