Paris Hilton og jeg er begge i Cannes, vi brokker os begge over regnen på Twitter, og vi har begge været på den røde løber.
I et vist begrænset omfang for mit vedkommende ganske vist, men hey.
Er det ikke bare too, too banal, hvor ens to liv kan være?
Min ven Shawn er her også. Dvs. det føles, som om Shawn og jeg lever i alternative virkeligheder, for ikke alene støder vi ikke decideret ind i hinanden, det er, som om han er blevet hjemme i Los Angeles i den der partyhardy blingkultur, han er en organisk og attraktiv del af.
Vi taler om at mødes, men ses kun på Facebook, hvor han lader sig afbilde med supermodeller og en dag sågar med Paris Hilton. Der står han og Paris så, tada!
Blingbling og fuld fart på i alle glimtende tandrækker. Knips!
Sidste år var Shawn her som journalist, i år er hans rolle lidt sværere at gennemskue, halvt party animal, kvart reporter og jo, forresten er han også hernede for at pimpe sin nye fashion accessory line til alle festerne. Jeg er lige klog.
At Paris Hilton er her, er bare too, too typical.
Blodig ironi
Cannes er dybe, eksistentielle betragtninger om altings forgængelighed – gerne i sort-hvid og altid i mol, og Paris er det bling, Cannes har hængende om håndleddet, når det valser frivolt fnisende op ad den røde luderløber.
Et af filmhittene i festivalens første uge, Sofia Coppolas ’The Bling Ring’, handlede om en håndfuld highschool-elever, der bryder ind hos celebriteterne, hugger deres mærkevarekluns, tager iPhone-billeder af sig selv midt i akten og lægger dem ud på de sociale medier.
Filmen har et umiskendeligt syrligt, kulturradikalt blik på forbrugerisme, narcissisme og mærkevare-fetishisme.
Da jeg sad og talte med Sofia Coppola om den, vrimlede det rundt om os med hendes pr-folk og folk, der decideret bare hang ud i hendes nærhed, ikke fordi de måske var specielt kræsne filmelskere, men fordi frk. Coppola selv, om hun vil det eller ej, er en celebritet.
Alle disse mennesker drønede rundt i morderstiletter og extensions og grønfarvede spikes og ville næppe kunne se den blodige ironi, om man så havde kørt deres botoxlæber rundt i moradset.
Det nationale flag
Da jeg nævnte for Coppola, at jeg havde set Baz Luhrmanns ’The Great Gatsby’ dagen inden, kunne hun sagtens se, hvordan man kunne opfatte ’The Bling Ring’, historien om en generations og en kulturs moralske og æstetiske fallit, som en moderne Gatsby-fortælling, og da hun skulle svare på, hvad den sidste virkelig store film, hun havde set var, svarede hun ’En kongelig affære’.
Selv for en som mig, der har svært ved at hejse det nationale flag, var det en lille smule rørende. Hun anede end ikke, at jeg var dansker.
Paris Hilton leger cougar og er her med sin kæreste, den purunge spansk-finske fotomodel Viper.
De var ikke til den visning af Claire Denis’ dystre, totalt gådefulde semikrimi ’Skiderikker’ (’Les salauds’), som jeg var, men det var Kylie Minogue til gengæld i fuldt melodigrandprix-udstyr.
Er det åndshovmodigt at formode, at hun sneg sig ud, da blitzlysene dæmpede sig og dampede af til champagne-efterfesten på en hovskisnovski-yacht i lystbådehavnen? Det er det nok.
FOTOS
De kan ikke lide os
Man er en ged på det her marked og glemmer fra år til år, hvor meget ged man bliver reduceret til. Filmfolk kan ikke særlig godt lide journalister, det er et faktum – de tåler os, når der er pr i farvandet, men elsker os gør de ikke, og fred med det.
Om Steven Soderbergh, der endnu engang ikke har trukket sig tilbage, ville mødes med mig og med andre, skiftede fra time til time, og få minutter inden det planlagte møde var han der ikke alligevel.
Marion Cotillard var også pludselig taget væk om formiddagen, hvor jeg skulle møde hende om eftermiddagen, og hendes kollega fra James Grays stort anlagte melodrama ’The Immigrant’, Jeremy Renner, blev bare væk og lod pr-folkene beklage på sine vegne.
Pressen får opkastet til at stige til op over drøbelen på Jeremy Renner – det skulle være en offentlig hemmelighed.
Nicolas Winding Refn derimod har besluttet sig for, at journalister er fede, bare de er udenlandske. Igen: fred med det.
Min langmodighed, hvad angår fortjenstfulde kunstnere, er nærmest uendelig, uudtømmelig. Ydmyg mig! Tilintetgør mig! Vis mig ingen respekt i verden overhovedet, men lov mig dette ene: Lav nogle ordentlige film. Gerne nogle lidt ambitiøse nogle. (Tak).
Carte blanche indtil evigheden
En instruktør som den amerikanske Alexander Payne (ham, der lavede ’Sideways’, der sådan cirka er den klogeste film, der findes) trykker i hånden og kigger direkte i øjnene.
Han er en af de alt for få, der ved, at filmhistorien strækker sig langt længere tilbage end ’Star Wars’ og ’Godfather’, selv længere tilbage end den unge Brando og Monroe, og han spørger mig, om jeg har hans email-adresse, for han vil gerne have, at jeg – når jeg lige har tænkt mig om – sender ham nogle bud på westerns, det ville passe sig for ham at lave genindspilninger af.
Så gerne! At jeg ikke har hans email-adresse, er en mindre ting. Det er tanken, der tæller. Jeg elskede hans ’Nebraska’, filmen, han viser hernede, og synes helt grundlæggende, at ingen i verden forstår mennesket og manden så godt som netop han, så han har carte blanche indtil evigheden.
På vej ud fra interviewet med Alexander Payne støder jeg ind i min israelske ven Avner, som sømløst genoptager en afbrudt samtale fra i fjor:
»Alexander er nu nr. 1 på min liste«, siger han, og af en eller anden grund ved jeg, at han hentyder til sin private liste over sexede mandlige filminstruktører.
Sidste år husker jeg, at Thomas Vinterberg blev afløst på Avners liste af Tobias Lindholm, og Benh Zeitlin, instruktøren bag ’Hushpuppy’, debuterede også på listen.
Sydow og en pizza slice
Der går et sus ned ad den gade, jeg sidder og spiser en lynmiddag på fredag aften.
En gruppe mennesker haster forbi med gamle Max von Sydow imellem sig. Og ja, han ser gammel ud. Manden er 84, så det er tilladt, og han ’gjorde’ Cannes i de gode, gamle Bergman-dage, da han var hot shit, og dæleme om ikke han vendte tilbage og lagde byen ned med ’Pelle Erobreren’ også.
Max von Sydow på en armslængdes afstand, well, det er en autentisk Cannes-oplevelse. Der er ikke mange stjerner på gaden her.
De bor forskanset på luksushoteller à la Hôtel du Cap, hundedyre taxa- og limousineture fra Cannes, og de dukker kun op her for at blive sat af foran den røde løber eller en eller anden eksklusiv natklub på Croisetten. Fred med dem.
FOTOS
Max von Sydow skal ikke på nogen eksklusiv natklub. Måske skal han hen og have sig en pizza slice henne om hjørnet. Måske så meget.
På vej ud fra Hotel Carltons terasse på Croisetten bliver jeg passet op af to unge mænd. Den ene hedder Jakob A. Albeck og har lavet en kortfilm, som han præsenterer på Short Film Corner et par dage efter. Den anden sælger hans vare.
Der er intet, man hellere ville i Cannes end at tilgodese en af de mange bække, der løber sammen i dansk films store å, for det er her, alt det store fødes, gror og giver næring langt ind i filmens mainstream. Engang i fremtiden.
»Jeg elsker Matt«
Men Cannes, hverdagen i Cannes, egner sig ikke til ædelmod og fromme ønsker, det går det for hurtigt til.
Den dag, Jakob viser sin film, er jeg 40 kilometer uden for byen for at møde Michael Douglas og Matt Damon, der deler seng og bord som Liberace og dennes unge elsker i ’Behind the Candelabra’, og så grum er virkeligheden: Man må vælge.
Alle – og det er muligvis tragisk, men sådan er det – vil vælge Soderbergh-filmen, der måske/måske ikke løber med en pris i hovedkonkurrencen. Det er en af disse voldsomt varme majdage efter en uge i kulde og silende regn, men her er hverken vådt eller tørt.
Da Matt Damon kommer ind i den lille hytte ned til fjorden, hvor han skal møde en håndfuld af os håndgangne mænd og kvinder fra pressen, bliver han helt bestyrtet over, så nødlidende vi ser ud, og bestiller straks nogle flasker kølig hvidvin, som vi deler med ham.
Han er sød. Og han ser helt overraskende ud, som om han hygger sig med det her, det her presselir som så mange hader af et godt hjerte. Dem om det.
Da han sidder over for mig med det dér blik, de dér tænder og en muskuløs fysik, der spænder skjorten til bristepunktet, fortryder jeg, at jeg kort forinden over for filmens producer, veteranen Jerry Weintraub, antydede, at den 42-årige Damon måske er en smule overmoden til rollen som Liberaces cirka 20-årige elsker.
FOTOS
»Det er såmænd så enkelt«, sagde Weintraub til mig.
»Jeg elsker Matt, han er som min søn. Han ville gerne spille rollen. Jeg gav ham den! Og forresten, så du ordentligt på ham, da han steg op af swimmingpoolen i filmen?«.
Han venter, til spørgsmålet og det billede, det fremkalder for min nethinde, har sat sig.
»Ikke sandt?«, spørger han retorisk.
Et Cannes-faux pas
Ingen Cannes-festival uden ens helt eget faux pas. Midt i uge 2 rygtes det, at Abdelatif Kechiches tre timer lange lesbiske epic, ’La vie d’Adèle’, er den nye favorit til Guldpalmen.
Den var vi mange, der ikke så, fordi udsigten for Kechiche så ret umulig ud, fordi filmen var placeret akavet rent tidsmæssigt for de mange af os, der så en anden film lige inden et helt andet sted i byen – og fordi der indsniger sig en vis træthed og, ja, tristesse hen imod slutningen.
Jeg mindes engang, jeg var i Dublin og boede hos min ven John, der en aften foreslog, at vi tog et smut ned omkring hans gode ven, den uuuh så berømte digter Seamus Heaney, der boede rundt om hjørnet. Noget whisky? En bytur måske?
Men netop den aften havde jeg brug for at snakke om alt andet end kultur, så jeg undslog mig. Få dage efter modtog Heaney Nobelprisen i litteratur og gik under jorden, så ingen journalister kunne få fat på ham.
Hvad ville jeg ikke da have givet for at kunne skrive om min eksklusive druktur med Seamus?
Når træerne vokser ind i himlen
Ud fra afslutningsfilmen lørdag formiddag. Det var Polanski. Gamle Roman igen-igen. Kim Skotte og jeg kigger på hinanden. Vi ku’ li’ den.
Igennem en halv snes dage har det henholdsvis lokket og truet ude i det fjerne, at jeg måske-måske ikke kunne få et interview med Polanski i denne weekend, men jo højere de spontane klapsalver blev under visningen af filmen, jo mere tvivlede jeg på, om jeg kunne komme til.
Men uden for salen møder jeg Jonathan fra pr-selskabet Premier. Han kommer hen og rører mig på ærmet: »Den er go’ nok«, siger han. »Du og Roman. I morgen«.
Det er ikke altid, træerne vokser ind i himlen. Men det hænder, at de gør.
Det er o.k., synes jeg, at Jonathan kalder Polanski for Roman, de har haft et langt samarbejde, men ellers kommer jeg ikke til at savne manien i filmbranchen og blandt filmjournalister med at kalde skuespillere og instruktører ved fornavn.
Det er mig, der er en oldsag.
Brugte forleden udtrykket ’næsestyver’ og forklarede det bagefter som ’én på sinkadusen’, så den er god nok: Jeg er en oldsag.
Men det støder mig at høre folk omtale Nicolas Winding Refn som ’Jang’, Douglas som ’Michael’ og Cotillard som ’Marion’, det gør det bare.
Fredag fik Paris (og den små Viper?) kaviar til morgenmad. »Only in Cannes«, som hun skrev på Twitter. Derhjemme får hun det nok først til frokost.
Og dér skiltes vore vegne godt nok. Mine og Paris’ (og Vipers?).
fortsæt med at læse
