Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg indbyder mindre til kussesnak, men det var The Guardians filmreporter, som interviewede Michael Douglas efter mig, der fra hestens egen mund fik historien om, hvordan den livstruende halskræft, som Douglas lige var kommet sig over, skyldtes hyppig cunnilingus med – eller hedder det ’på’? – konen.
I mangel af nogen Lars von Trier-effekt over Cannesfestivalen i maj i år kom Douglas’ og frues orale vaner til at fylde ganske meget i medierne efter festivalen.
LÆS OGSÅ Michael Douglas brillerer som homoseksuel millionær-entertainer
Det er på en måde meget passende, at sex blev overskriften på og løsenet for Douglas’ film om klaverspradebassen Liberace, ’Mit liv med Liberace’, som i dag har dansk premiere.
En film om en så outreret kunstnerpersonlighed, der kæmpede hele sit liv for at bevare sin homoseksualitet som en hemmelighed, spillet af en mand, der har levet sit heteroliv så intenst, at det har skvulpet til langt op over kanten. Som Michael Douglas – noget mystisk og vist totalt uden lægefaglig basis – sagde til min kollega fra The Guardian:
»Sjovt nok er cunnilingus samtidig den bedste kur for den her cancer«.
Der er dømt Liberacedag denne eftermiddag ved hytterne foran den vilde luksus i Hôtel du Cap, en halv times kystkørsel øst for Cannes. Her holder filmholdet til, her foregår interviewene.
Det ene sekund vil filmens instruktør, Steven Soderbergh, gerne tale, det næste vil han ikke, og han ender med ikke at ville. Det er lige meget, ’Mit liv med Liberace’ er ikke den af hans film, der bærer hans mest personlige aftryk, dens kvaliteter i øvrigt ufortalt.
Den handler om klaverdomptøren, den fabelagtigt velhavende og overdådigt campede Liberace, der i 1950’erne og ind i 70’erne var den højest betalte entertainer i verden, og som på trods af en mildt sagt eklektisk smag i juveler og dragter faktisk holdt sin fanbase i USA’s konservative hjerte uvidende om sin seksualitet.
Filmen beskriver den modne Liberaces kærlighedsforhold til den provinsielle unge Scott Thorson, som han gør til sin chauffør og partner, indtil jalousien skiller dem ad igen.
Image og karriere
’Mit liv med Liberace’ bygger på Scott Thorsons bog ’Behind the Candelabra’. Thorson selv har ikke kunnet se filmen, fordi han røg i spjældet 14 dage før Cannesfestivalen for indbrud og tyveri af kreditkort.
Tiden har ikke været nådig ved Thorson, siden han i årene 1982-86 trak Liberace i retten for at få en slags økonomisk kompensation efter deres brud. Liberace selv døde i 1987 af aids-relaterede sygdomme.
Michael Douglas er Liberace, på papiret et besynderligt valg, og Douglas siger selv, at han for 20 år siden automatisk ville have sagt nej til at spille homoseksuel på film, af frygt for at det ville ødelægge hans karriere.
»Jeg ville have været bange for reaktionen«, siger nu 68-årige Douglas.
»Og jeg er fuld af beundring for Matt, der er på toppen af sin karriere, hvor risikoen er så meget desto større, end den er for mig på dette tidspunkt«.
Matt er Matt Damon, der for længst har etableret et heteroseksuelt hemanimage gennem blandt andet Jason Bourne-figuren i Bourneserien, og som ser oprigtigt lamslået ud over, at nogen i 2013 kan tro, at hans rollevalg indebærer nogen form for risiko.
»Da Michael var på min alder, så verden helt anderledes ud. Dengang kunne der tænkes at være omkostninger. Men hey, CNN-værten Anderson Cooper er lige sprunget ud som bøsse, og alle – som i: alle – læste det og fortsatte uanfægtet med deres liv. Jeg gætter, at der har siddet en eller anden bonderøv nede sydpå, som har sagt«, og Matt Damon anlægger, nydelsesfuldt, en Texas twang i stemmen:
»Jeg er ligeglad med, hvad fanden han er, de skal eddermame ikke tage min Anderson Cooper fra mig!«. Jeg er fuldstændig overbevist om, at historiens dom ikke vil være mild over for de neandertalere, der i dag protesterer mod homoægteskaber. Jeg tror, at de om ganske få år vil blive set på som hulemennesker«.
Homosex på film
Nogen i selskabet nævner ’Philadelphia’, aids-dramaet fra 1993, som en slags bølgebryder for at bringe homoagendaen på banen, og Matt Damon prøver at være høflig, samtidig med at han pifter den sidste luft ud af en film, der også i sin tid var blæst op med mere tom luft, end den kunne bære:
»Ja ... jo«, siger han. »I hvert fald kan man roligt sige, at Denzel Washington ikke får den bagfra«, siger han så med tanke på den ultramaskuline skuespiller, der havde rollen som Tom Hanks’ advokat, men som ikke kom inden for 10 kilometers rækkevidde af et mandekys, endsige en sexscene.
Berøringsangsten er det indtryk, man sidder tilbage med her 20 år efter ’Philadelphia’s premiere. I 1993 var homosex på film et spørgsmål om borgerrettigheder og principper, ikke om kød og blod.
Hytterne ligger spredt ud mellem Hôtel du Cap og et stormbrusende Middelhav, og pludselig hæver Matt Damon stemmen, fordi Michael Douglas kommer gående. Douglas peger på hvidvinsflaskerne og vores fyldte glas og ryster påtaget opgivende på hovedet.
»Ja, det er sgu sådan her, man gør!«, råber Matt Damon til ham. Meget højt. Det er ham, der vurderede, at pressen sad og tørstede.
»Sådan her gør man! Prøv at være lidt sød over for folk, du! Du har råd til det. Husk på: Du er en stor stjerne!«.
Koreografi på lagnerne
Der er meget, temmelig meget, forskel på de to skuespillere på slap Hôtel du Cap-line denne eftermiddag og så de to fatale elskende i filmen.
Tanken om at se tjubanghelten Jason Bourne og børstigeren Gordon Gekko fra ’Wall Street’-filmene rulle rundt med hinanden på lagnerne og se Douglas villigt lægge ende til løjerne ... ja, langsomt går det op for én, hvor afgørende et brud det er på hollywoodtraditionen med at cirkle ubeslutsomt rundt om det seksuelle.
Matt Damon: »Det klogeste, jeg gjorde, var at fyre mig selv som instruktør«Uden at filmen dog er i nærheden af at være helt så fysisk udfordrende som Ang Lees moderne bøsseklassiker ’Brokeback Mountain’ og en hel række af europæiske film, og den er Matt Damon helt med på:
»Michael og jeg diskuterede aldrig sexscenerne som sådan. Alt det koreograferer man sig ud af under alle omstændigheder. Man kan snildt lave en koreografi for skuespillerne, så de selv i en sexscene aldrig rigtig kommer i berøring med hinanden, selv om det ser sådan ud i filmen«, siger han.
»Det, vi faktisk var nervøse for, var, om vi kunne bibringe publikum den der fornemmelse af intimitet, der udtrykkes gennem bittesmå ting, måden jeg slænger mit ben over stolelænet, så det hviler i Michaels skridt, måden man tager hinanden om skulderen på, måden man sidder i det samme rum på, som man har indtaget sammen, som par. Kysseriet gør man bare, og selv hvis vi ikke skulle spille kysset blændende, registrerer folk først og fremmest, at vi rent faktisk kysser, og så er det alle de andre småbitte ting, der kan røbe, at det hele bare er skuespil«.
Matt Damon uden alder
Ovre i sin hytte lidt senere fortæller Michael Douglas, at han som 12-årig stødte ind i Liberace, manden selv.
Douglas’ far var megafilmstjernen Kirk Douglas, der var venner med Liberace, og en dag stod Kirk og søn på en boulevard i Palm Springs, da Liberaces Rolls-Royce convertible rullede forbi, »og solen skinnede ned fra en skyfri himmel og glitrede om kap med alt guldet og glitteret i diamanterne om Liberaces hals. Lyset reflekterede fra hans glatte hud, tænderne skinnede, og håret, som jeg i dag ved var en paryk, sad perfekt!«.
LÆS OGSÅ Cannes dag 11: Den seksuelle identitet har været det altoverskyggende tema
På vej ud fra Hôtel du Cap møder jeg også veteranproduceren Jerry Weintraub, der er manden bag ’Mit liv med Liberace’, og som var en personlig ven af pianisten. Weintraub, der er fyldt 75, er en mild ældre herre, der afviser, at hans film handler om showbusiness’ korrumpering af uskyldige sjæle:
»Altså, hallo, jeg har mødt kokainmisbrugere, der var bilsælgere, jeg har mødt heroinafhængige, som arbejdede som gadefejere. Derovre ser du alle de fine yachter, og selv har jeg et fly holdende her, men jeg har arbejdet for det, jeg er ikke korrupt. Jeg er en fin fyr. Det er ikke det, filmen handler om«.
På vej ud af Weintraubs hytte vover jeg noget lettere uhøvisk:
Hvordan kan det være, I valgte en ... temmelig moden Matt Damon til at spille den 18-årige Scott. Hvad var rationalet?
Gamle Weintraub kigger mig ind i øjnene. Mener jeg det seriøst?
Kunne I ikke have valgt en ung skuespiller til rollen?
Han kigger dybere, slår ud med armene. Lev og lad leve:
»Ung skuespiller?«, gentager han.
»Fortæl endelig ikke Matt, at du ikke synes, han er ung. Han er ung, han kan spille alt, hvad han har lyst til at spille. Han er som min søn – han og Brad og George er mine børn. Matt ville have rollen, og jeg giver Matt, hvad han vil have. Hver gang! Vi bekymrer os ikke om alder, for Matt har ingen alder«.
»Og kan du så i øvrigt huske, hvor forrygende Matt så ud, da han hev sig op i armene, da han forlod swimmingpoolen i filmen?«.
Jeg frafalder. Alt godt.
fortsæt med at læse
