For meget af det gode er ... vidunderligt!

Citatet tilskrives Mae West, men en endnu mere kitschet stage queen tog det til sig som motto: entertaineren, tv-stjernen, pianovirtuosen og camp-ikonet Liberace.

Det ’gode’, som hverken han eller hans ellevilde publikum – i de første mange år især modne kvinder, inklusive hans egen mor – aldrig fik for meget af, var ikke klaverspillet. Det var den skamløse overdrivelse som princip.

Græd hele vejen til banken
For Wladziu Valentino Liberace, født 1919 i Wisconsin og død 1987 i Palm Springs, Californien, bestod springet fra ferm og kedsommelig koncertpianist til millionær-entertainer i at vælge Det Umådeholdne: Køre ind på scenen i Rolls-Royce eller træde ud af en kæmpekage iført pailletbesatte pelskåber med meterlangt slæb for at sætte sig til et forgyldt flygel dækket af kandelabre – hans showsignatur, jævnfør originaltitlen – og med de ringbesatte fingre på tangenterne fremtrylle et koket miks af selvkælen snak, klisterpop og klassiske musikstumper især af Chopin. ’Minutvalsen’ klarede han på 37 sekunder.

Midt i 1950’ernes konformitetstyranni fyldte Liberace også sit hjem med kridhvide eller guldbelagte flygler og trommesalskunst i svulstige rammer.

For at en wc-kumme ikke skulle være det første, øjet mødte på badeværelset, fik han designet et toilet, der kunne gøres usynligt.

På turné møblerede han hotelværelset med fotos af sine 21 hunde, i kæmpearenaerne og i tv-show jublede hans måbende millionpublikum – og anmelderne foragtede ham lige efter bogen.

»Jeg græder hele vejen hen til banken«, lød Liberaces siden hen bevingede kommentar.

At Liberace selvfølgelig var Bøsse med stort, projektørlysglitrende B, måtte ikke siges højt i homofobiens højborg. Dét hykleri er en del af denne historie – ikke om hele Liberaces liv, men om hans fem år lange affære med en purung hundepasser, Scott Thorson, som han mødte i 1977 og overvejede at adoptere som søn – til fryd og beroligelse for de modne kvinder i salen.

Resten af affæren kunne være udspillet i et heteropar af samme kombination, ældre millionær og purung nullert: Hvor længe holder det, før kødelighed bliver til kedelighed, kys til vris og brændende kærlighed til smålighed og brud?

Hjerteskærende Douglas

Steven Soderbergh har her på sæt og vis genfundet sex, løgn og video som stof.

Men filmens begrænsning til de fem-seks år baseret på Scotts egen bog og med hans fortællerstemmes selvforsvar, usynliggør dels Liberaces vej til den flamboyante ’udstødelsessucces’, dels hele underholdningsindustriens og samtidens syn på og bidrag til den. Den snævre synsvinkel er filmens styrke såvel som dens svaghed:

Kigget ’bag kandelabrene’ åbner for Michael Douglas’ fænomenale, betingelsesløse indlevelse i og forsvar for Liberaces outrerede personlighed, en skingert himmelråbende og hjerteskærende (maskerings- og) skuespilpræstation, lige til en Oscar!

Knap så uforbeholdent forekommer Matt Damons spil mig, men hans rolle som den pantsatte bondedreng Scott, der træder velbygget og barrøvet ind på glitterscenen som pure sex og skejer ud i plastikkirurgi og stofmisbrug, er heller ikke nem. 81-årige Debbie Reynolds brillerer som Liberaces mor, Rob Lowe som plastikkirurgen.

Fra fortælleren såvel som livet, du ved, kender vi altså på forhånd hele filmens banale midterforløb fra forgabelse til forbitrelse ud og ind.

Men apropos ud og ind: Det er den dag i dag mere end modigt af to hollywood-alfahanner at gennemspille homoseksuelt samleje for åbent kamera.

fortsæt med at læse

Tåreperser er en ordentlig ørefigen til det moraliserende USA