Der er dokumentarfilm, hvor man får noget at vide. Men der er også dokumentarfilm, hvor man kun får noget at se.
’Two Years at Sea’ hører til den sidste kategori. Selv titlen ’Two Years at Sea’ giver kun konkret mening, hvis man har læst om Ben Rivers’ prisvindende film. Så ved man, at filmens skæggede hovedperson hedder Jake og engang har arbejdet to år på havet for at blive i stand til at realisere sit liv som eneboer på et isoleret og ramponeret husmandssted i de skotske skove. Titlen giver alligevel sin egen mening. Eneboeren i skoven kunne lige så godt have levet på en øde ø. Vinden, der suser i træerne, hvisker om havet. Mon ikke også det for filmskaberen Ben Rivers har været som at stå til søs igennem flere år at have ageret skygge for ensomheden i arbejdet med denne usædvanlige film?






























