Menneskets ufuldkommenhed, ubodelige ensomhed, ofte grundløse og dog så standhaftige optimisme – og de svage øjeblikkes trang til at give op og tage billetten...
Er det virkelig emner, der kan skildres med overbevisende alvor i en film, hvis figurer er dukker af modellervoks, som vi især kender dem fra Nick Parks ’Wallace & Gromit’-genistreger?
Nye ekperimenter med animation
Ja, det indså de i Berlin 2009, hvor ’Mary & Max’ fik ungdomsfilmenes Krystalbjørn; og i Annecy, animationsfilmens svar på Cannes, hvor den fik spillefilmprisen; og på Sundance-Festivalen, der valgte den som åbningsfilm sidste år.
Man kan nemlig også sige det sådan: Mary & Max’ historie kunne slet ikke være fortalt med overbevisning i nogen anden form end som animation.
Som live action ville den forekomme os tynd, langsom, måske endda patetisk – men alt det forvandles med claymation-teknikkens uskyld til et gribende og dog grinagtigt, morsomt og menneskeklogt dokument om de der grundvilkår.
Sammen med – helt anderledes – eksperimenter som israelske ’Waltz with Bashir’, danske ’Princess’ og amerikanske ’Wall-E’ er 37-årige Adam Elliot fra Australiens outback med til i disse år at bryde ny mark for voksenanimation.
To totalt kiksede modeller
Mary er en 8-årig trøstespiser – chokolade og kondensmælk direkte fra dåsen! – med et »bæ-farvet« modermærke i panden og rædselsfulde forældre:
Fatters hobby er udstopning af døde fugle, mutters heldagsbeskæftigelse er sherrysmagning og butikstyveri. Adressen uden for Melbourne kunne hedde Trøstesløse Kommune.
Da Mary – heldigvis, tænker man – bliver alene, finder hun ved et tilfældigt nedslag i en telefonbog en penneven på den modsatte side af kloden: newyorkeren Max, 44-årig ungkarl, ateistisk jøde og afhængig af chokoladehotdogs.
Han har Aspergers syndrom (en slags autisme light), siger hans psykiater, og han har én ven: den usynlige mr. Ravioli ovre i hjørnet.
To alt andet end fejlfri modeller, totalt kiksede, faktisk. Og som du og jeg higer de håbefuldt efter lidt livsfylde, kontakt og kærlighed.
Mary svinger sig endda – i den eneste lidt påklistrede sekvens – op til midlertidigt giftermål med naboen Damian. Men da Max afbryder brevkontakten i raseri over en bagatel – sådan virker syndromet også – synker Mary atter ned i depression, og dét helt til bunden.
Fremtidshåbet hænger i en tynd tråd.
Kunstens mirakel
’Mary & Max’ er med al sin kloge naivisme mesteranimation på et højt kunstnerisk ambitionsniveau: Hendes forstad er holdt i bruntintet sort-hvid, Max’ storby i blågrå sort-hvid – begge steder med få røde farveklatter til symbolforstærkning.
Uforfærdet omsvøbsfri dialog med Philip Seymour Hoffman som Max, Toni Colette som Marys stemme, veksler med Barry Humphries’, dvs. Dame Ednas, fortællerstemme i den gennemgående voice over.
Selv musikken går lige til hjertet, som når forberedelsen til selvmord f.eks. underlægges med ’Que Sera Sera’ for fuld skrue og skæv tonegang.
Med alt det opstår så kunstens mirakel: at kunne tale om det, hvorom der ikke kan tales.
Også i modellervoks – ja, netop kun sådan.
fortsæt med at læse
