Det er uundgåeligt, at Len Wisemans genindspilning af Paul Verhoevens populære science fiction-thriller fra 1990 vil skuffe mange.
Om ikke andet, så alene fordi den er anderledes, fordi Arnold Schwarzenegger ikke medvirker, og fordi fantastiske oneliners som »Consider this a divorce!« ikke er med.
For mange robotter
Den er da heller ikke helt vellykket, det skal jeg være den første til at indrømme.
Man savner originalens humor (som kun delvis var bevidst, megen af morskaben bestod i Schwarzeneggers sanseløst bastante replikker), og så er der så mange usandsynligheder i plottet, at man til tider må le.
Den er for lang, og slutningen bliver overlæsset – for mange robotter (som i øvrigt ligner stormtropperne fra ’Star Wars’ til forveksling), for mange skuddueller.
Fortællingen om en mand, der har fået pillet ved sine skruer, så hans hukommelse og hans minder spiller ham et puds, virker heller ikke så frisk, som den gjorde i 1990 – men det er også svært at imponere på den front, efter Christopher Nolan med ’Inception’ så overlegent forenede tankespind med action.
Stort set ubeboelig jordklode
Men – og det er et stort men – ’Total Recall’ har nu alligevel noget over sig. Dette noget er filmens visuelle design.
Filmen udspiller sig i en fremtidsverden, hvor kemisk krigsførelse har gjort store dele af kloden ubeboelig.
Tilbage er to leveområder: England og Australien, førstnævnte er en vestligt civiliseret metropolis styret af en iskold kansler (Bryan Cranston), sidstnævnte en overbefolket slumverden, der går under navnet Kolonierne.
Erstatter kedelige minder med nye
Douglas Quaid (Colin Farrell i Schwarzeneggers gamle rolle) er en fabriksarbejder, der bor i Kolonierne med sin hustru Lori (Kate Beckinsale) og dagligt pendler til England.
Han plages af mareridt, og da han hører om firmaet Rekall, der kan fjerne kedelige minder og erstatte dem med nye, bliver han fristet, men under manøvren dukker nogle gemte minder frem, og straks er han omringet af politi og på flugt fra alt og alle, inklusive sig selv.
Hvad er virkelighed, hvad er konstrueret?
Det visuelle univers låner skamløst fra bedre film
Da Doug går ud på sin altan, og vi med ham ser ud over Koloniernes endeløse bylandskab, giver det et sug i maven.
Der er ikke så lidt ’Blade Runner’ over Wisemans fremtidsdystopi; en by udviklet med tilfældigheden som princip, tydeligvis med spor af både Hongkong og Bangkok med flydende markeder, grænseløse bolig- og butiksområder, evindelig regn, lavteknologisk rod i et miks med højteknologiske reklamesøjler.
En stor del af fornøjelsen ved filmen er netop dette flot gennemarbejdede univers, der låner skamløst fra andre, bedre film og legesygt sætter det sammen på ny med sans for små detaljer, såsom de indopererede telefoner i håndfladerne.
Hvad der er endnu mere genialt fundet på: De to områder er forbundet via højhastighedsforbindelsen Faldet, der suser tværs gennem jordens kerne på bare 17 minutter.
Det visuelle spil mellem Dougs rejse ind i sindet (kan man andet end tænke på Rasmus Botofts ’Den lille Gumbas’ her?) og Faldets kolossale sug gennem jorden er en genistreg, der langt overskygger Verhoevens mere fjollede film, hvor Kolonierne lå på Mars.
3D uden effekter
’Total Recall’ er løseligt baseret på novellen ’We Can Remember It for You Wholesale’ af Philip K. Dick, hvis science fiction-fortællinger har dannet inspiration for et hav af film som ’Minority Report’, ’A Scanner Darkly’ og ikke mindst ’Blade Runner’, der var baseret på hans novelle ’Do Androids Dream of Electric Sheep?’.
Så Wiseman kan ikke få hele æren for de gode påfund, men instruktøren, der tidligere arbejdede som artdirector, har altså en veludviklet sans for det visuelle.
Det gælder også i actionscenerne, hvor særligt en scene skiller sig ud: scenen, hvor Doug forsøger at flygte fra en hær af syntetiske soldater, først gennem den svævende magnetmotorvej, siden gennem det avancerede elevatortunnelsystem i Englands velordnede metropolis.
Det er 3D uden effekter, rasende spændende og velorkestreret.
Hvorfor lave en genindspilning?
Colin Farrells lidt udtryksløse, unuancerede spil kommer ham faktisk til gode i en rolle, hvor hans figur i sagens natur ikke ved, hvilket udtryk han skal stille op. '
Jessica Biel er sej, sexet og sødmefyldt i rollen som oprørssoldaten Melina, mens Kate Beckinsales rabiate bimbofigur bliver noget ensformig i længden.
I filmens første halvdel, hvor verdnerne tegnes op, og hvor der er nogle afsindigt imponerende forfølgelsessekvenser, tegner ’Total Recall’ til at blive en god film.
Siden bliver maskineriet for tungt, og de endeløse kampscener begynder at føles som et computerspil. Hvorfor overhovedet lave en genindspilning, kan man spørge? Jeg er ikke overbevist om nødvendigheden, men den er ikke uden evner.
fortsæt med at læse
