'Bachelorette’ markedsføres som en frækkere, vildere version af sidste års meget omtalte komedie ’Brudepiger’, der vakte opsigt med sin bramfri humor, der matchede den maskuline pendant fra ’Tømmermænd’-filmene.
LÆS ANMELDELSE Forfriskende kvindekomedie skider sig selv i brudekjolen
Og ja, der er flere stoffer, strippere og bandeord i ’Bachelorette’, men det er til gengæld også, hvad der er. Limen, der holdt fortællingen sammen i ’Brudepiger’, nemlig den sødme, der lå under alle de vulgære vitser, var venskabet mellem filmens personer, som – vidste man – ville overleve alle katastrofer.
Føleser forsvinder i sarkasme
Det samme er man ikke helt så overbevist om her.
Allerede da alfaveninden Regan (Kirsten Dunst) reagerer med en blanding af vantro og uægte glæde på nyheden om, at den tykke veninde Becky (Rebel Wilson) skal giftes, fylder komikken mere end følelserne, og da de øvrige veninder, den syrligt-sarkastiske Gena (Lizzy Caplan) og den festglade sexbombe Katie (Isla Fisher), tropper op, går filmen mod de mørkeste og morsomste sider frem for at etablere et følelsesmæssigt nærvær.
Resultatet er, at filmen er morsom som en mørkt sarkastisk sitcom, men aldrig opnår den følelsesmæssige forankring, der ville gøre dens satire meningsfuld.
fortsæt med at læse
































