Urets visere arbejder sig op mod ’High Noon’, vindmøllen knirker som i ’Once Upon A Time In The West’, guitaren lyder som optakten til ’Bonanza’, og titlen selv rimer på ’Django’: Vi er i Det Vilde Vesten. Derude i Mojaveørkenens sand mellem kaktusser og vindhekse, hvor gribbene vender og mænd kan føle tørst.
Men det kan øgler og reptiler også.
Bæltedyr, ørkenrotter, spidsmus, alligatorer, kaniner, prærieulve, skildpadder, klapperslanger – hele den skællede og pelsede, lavstammede fauna, der lever sit liv i sandet, på evig jagt efter vandet.
Det er dem, vi befinder os iblandt, sammen med en spædlemmet, syggrøn, buleøjet, selvoptaget, umoden og hjerteskærende ensom kamæleon.
Dét uanselige kræ er Rango. Titelfigur i denne stilsikre og vittige pastiche på westerngenren, som samtidig er en animationsfilmdebut både for ’Pirates of the Caribbean’-instruktøren Gore Verbinski og for George Lucas-firmaet Industrial Light & Magic.
Praler sig til en sherifstjerne
Som kamæleon spiller Rango altid roller – enmandsforestillinger i glasterrariet, indtil han dratter af familiens bil midt i ørkenen.
På motorvejen kastes han fra bil til bil, bl.a. suser Hunter S. Thompson forbi i en convertible.
Men med fantastens dødsforagt og kujonens overlevelsesstrategi har han snart pralet sig til en sherifstjerne i ørkenbyen Støv, hvor vandmangelen er ved at være katastrofal. Sit navn finder han for resten først her, på en flaske Durango kaktussprut i byens saloon.
Klapperslange Jake
Hver onsdag kl. 12 udmåles rationen af dyrebare vanddråber af skildpaddeborgmesteren og hans folk. Men Rango og den lokale, lige så fladfjæsede, øgleskønhed Bønne med de sære tranceanfald har set et afløb lede vand ud i ørkenen.
Hvem stjæler den ressource, som byens vandbank snart er lige så læns for som Amagerbanken for egenkapital? Hvem røver samme bank, så Rango må samle et Posse, ligesom bl.a. Kirk Douglas i hans 1975-western med den titel? Og hvem har hidkaldt Klapperslange Jake for at gøre kål på vores kålhøgne ven?
Stram spænding, vilde jagter og velbegavet vid er denne ’dannelsesroman for firben’ spækket med.
Animationskraft og selvironi
Men de drevne debutanter sætter især nye standarder med deres smittende overskud af animationskraft (et mylder af gigaram-krævende pelsdyr i saloon og ørken, under himlen og under sandet) og af selvironisk patos: Hans Zimmers soundtrack lige fra ’Blue Water’ til ’An der schönen blauen Donau’ leveres af et ’mexicountry’-band af ugler i sombreros, opstillet mellem sand og klipper, som var det Count Basie i ’Sheriffen skyder på det hele’.
For Johnny Depps stemme i originalversionen er Caspar Philipson igen en fin dansk dubleant, suppleret af Nis Bank-Mikkelsen m.fl. Vitser og referencer går hen over hovedet på børnehavebørn, men filmen tilrådes hermed alle andre med sans for animationskunst, western, fabel, pastiche. Tæt energi, stilsikkerhed og højt begavet humor.
fortsæt med at læse
