Tordenskjolds soldater på plakaten. Bag kameraet en instruktør, der har det helt fint med at følge en opskrift til punkt og prikke. Når en mikroskopisk romantisk intrige i den dejlige danske provins skal danne baggrund for en uhøjtidelig spøg, hvor den onde forvalter i forbifarten får løn som forskyldt. 'Solkongen', instrueret af Tomas Villum Jensen, ligner på mere godt end ondt en dansk folkekomedie fra genrens til tider temmelig opreklamerede velmagtsdage. Men noget er der alligevel sket. Bowling-scenerne, som ligner et næsten direkte citat fra Coen-brødrenes 'The Big Lebowski', er én af dem. At turde lade kærlighedshistorien udspille sig imellem en stenrig, fordrukken enke på 60 og en ordblind og impotent 30-årig mand, der stadigvæk bor hjemme i sine forældres garage, er en anden! Der er sket ting og sager i dansk film, og allestedsnærværende Anders Thomas Jensen er ikke den mindste af dem. Susse ejer en kæde af solarier og bor muttersalene på sit høje slot. Den halvt så gamle Tommy er på varig hjælp og går i mandeterapi med de to andre småtosser Flemming Kok og Ole Finland. Susse og Tommy er vidt forskellige, men fælles om at savne kærlighed og varme. De møder hinanden, da Tommy har et kort, men katastrofalt, job som elektriker på solcentret. Som Susse og Tommy optræder to af Danmarks store karakterskuespillere, Birthe Neumann og Nikolaj Lie Kaas. Rundt omkring dem bliver der spillet for fuld damp i birollerne. Thomas Bo Larsen er på hjemmebane som den maniske Flemming Kok. Kun han kan fyre »der findes ikke impotens, kun grimme kællinger!« af , så det i dén grad synger vellystigt i netmaskerne. Niels Olsen finpudser rollen som småklam og indeklemt, mens Peter Gantzler inhalerer endnu en skurk, og Kristian Halken raffinerer rollen som resigneret læge til perfektion. Jens Okking og Kirsten Lehfeldt er Tommys forældre. Ole Thestrup er krakilsk elektriker, og, jo, det ligner i al sin trygge forudsigelighed en god gammel dansk folkekomedie. Men hvad gør det, når det rent faktisk er sjovt? Hvilket det er, takket være Anders Thomas Jensens mundrette, respektløse replikker. De smælder som kindheste og får forståeligt nok skuespillerne til at snuble over hinanden for at komme til fadet. Nikolaj Lie Kaas som den kiksede Tommy og Birthe Neumann som den slidte og smukke Susse er faktisk begge to så overbevisende, at man bedre kan forstå, hvad han ser i hende, end hvad hun ser i ham. Hvilket betyder, at en potentielt bevægende og anderledes kærlighedshistorie ikke når at blive følelsesmæssigt realiseret. Kærligheden dør af grin og en spændende mulighed halvvejs forpasset. Men det er nok de færreste, der vil bide mærke i det for lutter moro. Fortalt uden svinkeærinder er det en film, der prøver at inkarnere essensen af Okking-figurens livsvisdom: »Verden er stor og dejlig, og du skal ikke spise gul sne«.