Tim Burton er og bliver det særeste legebarn i filmklassen. Burton nyder at bruge sin sorte humor og snurrige fantasi på alt det magiske legetøj, filmens lysende sortekunst nu engang kan tilbyde.
Sådan er han stadig, nu hvor han med ’Dark Shadows’ kan fejre 30 års jubilæum og se tilbage på en fantastisk karriere. Men noget har forandret sig.
LÆS OGSÅ Johnny Depp vil lave flere Dark Shadows-film
Der var engang, hvor Tim Burton lavede film, som om han stadig kunne huske smerten, fra dengang de andre børn stjal hans legetøj eller holdt ham udenfor. Ikke mindst i en tidlig film som ’Edvard Saksehånd’, men såmænd også i hans produktion af ’The Nightmare Before Christmas’ og lidt bedre skjult i andre af hans film.
Nu laver Tim Burton store flotte underholdningsfilm på den helt særlige måde, som kun han kan gøre det. Men i lidt for høj grad uden den magiske ingrediens, som gør, at man rent faktisk også bliver berørt, bedrøvet, bevæget af de ofte temmelig bizarre fortællinger.
Mæt undervejs
Måske er en af udfordringerne, at filmteknologien nu tilbyder så mange fantastiske pakkeløsninger til gud og hvermand, at Tim Burton ikke længere på samme måde skal spænde sin kreative fantasi til bristepunktet for at realisere sine visioner.
Nu laver alle og enhver film, der ser fantastiske ud og hylder fantasiens grænseløshed. Helt kontant skiller Tim Burton sig mindre ud alene af den grund, at den vildt fabulerende fantasi er blevet allemandseje.
’Dark Shadows’ er – selvfølgelig – en visuel tour de force. Man noterer sig med tilfredshed, at det krogede, sorte nøgne træ er centralt placeret som signatur. Men for en gangs skyld synes jeg også, man ser sig mæt undervejs.
Jeg tror aldrig, Tim Burton har lavet en film, der har berørt mig så lidt som ’Dark Shadows’. Det er ikke, fordi jeg partout efterlyser føleri. Jeg elskede hans meget personlige fortælling ’Big Fish’, men den rablende ’Mars Attacks!’ berørte mig nu nok så meget på sin egen udknaldede facon.
Det gotiske element fra ’Sleepy Hollow’ og ’Sweeney Todd’ er også med i ’Dark Shadows’, men det er ikke et mørke, der kan eller vil skræmme. Men det er nu noget andet, der mangler.
Ubekvemt hængende mellem fortid og nutid
’Dark Shadows’ er på overfladen vældig vild i varmen, men virkningen er hverken vild eller varm. Flot, javist. Pudsig, bestemt! Men ikke nok til at hæve filmen over en status som mildt skuffende.
Hvilket er lidt mærkeligt, eftersom ’Dark Shadows’ umiddelbart burde være en tilbagevenden til Burtons egne rødder med mørk humor og skæve figurer. Det største problem er filmens underliggende indforståethed.
Sammen med sin faste hovedrolleindehaver, Johnny Depp, har Tim Burton besluttet sig for at genoplive og hylde tv-serien ’Dark Shadows’ fra de sene 1960’ere. Begge hævder, at de dengang elskede seriens utraditionelle kombination af soap og gys hjemme hos familien Collins.
Loyale fans raser mod Johnny Depp i vampyrfilmI modsætning til Burton og Depp har jeg ikke set den gamle tv-serie, men der er ikke noget i ’Dark Shadows’, der er svært at forstå. Den afgørende mangel er en motiverende følelse. Nemlig den følelse af barndom, af eventyr, af nostalgi, som må ligge til grund for beslutningen om at genoplive figurerne fra ’Dark Shadows’.
Den følelse mangler Burton at kommunikere til et nutidigt publikum. Paradoksalt nok, måske fordi man har været bange for ikke at gøre filmen nutidig nok i sit udtryk? Som det er nu, bliver ’Dark Shadows’ ubekvemt hængende i luften mellem fortid og nutid.
Humoren fungerer
Humoren er klart det mest vellykkede element i ’Dark Shadows’. Johnny Depp spiller Barnabas Collins. Som sønnen i den rige engelske familie Collins stævner han ud fra Liverpool i 1760. I Amerika etablerer Collins-familien sig som et fiskeriimperium.
Alt går godt, indtil Barnabas har en affære med familiens tjenestepige, men forelsker sig i den blonde skønhed Josette DuPres, som også er et mere passende parti for en rig Collins. Den skuffede og varmblodige tjenestepige bliver en værre heks.
Hun forbander Collins-familien og forvandler Barnabas til en vampyr, som hun begraver levende. Så et hold vejarbejdere får sig en overraskelse, da de i 1972 åbner kisten, og en gevaldig tørstig gentleman med 200 år på bagen overflødiggør alle pensionsplaner.
Depp baglæns ud af puberteten
Det lysende gule M i McDonald’s tror Barnabas står for Mefistoteles, og sådan er det hele vejen igennem. Vittigt og ikke ganske uden brod.
Mylderet af kulturelle sporstoffer er elegant og sjovt. The Carpenters på fjernsynet, Eric Segals ’Love Story’ bliver læst, ’Udflugt med døden’ går i biografen, og såmænd også Alice Cooper (»Det må være den grimmeste kvinde, jeg har set!«, udbryder Barnabas spontant) deltager i løjerne.
Mødet mellem en overtroisk og sprogligt arkaisk adelsmand fra 1700-tallet og et USA vrimlende med hippier, biler og piger i lårkort giver anledning til sprogligt forsiret komik, hvor Depp ikke ulig sin Jack Sparrow-figur kan give den som retorisk overbroderet ældet yngling.
For det sælsomme ved Johnny Depp er jo, at jo ældre han bliver, desto yngre og mere afseksualiseret fremstår han ikke mindst i Tim Burtons film. Snart går han vel i korte bukser og baglæns ud af puberteten.
Hekset Eva Green
Og så bliver der selvfølgelig spillet ’Season of the Witch’. For heksen venter stadig på sin Barnabas, da han genopstår.
Angelique Bouchard er i den franske skuespillerinde Eva Greens skikkelse blevet mere moderne, men ikke mindre heks.
Hun er gået ind i erhvervslivet og har for længst udkonkurreret resterne af den dekadente Collins-familie. Men med Barnabas på banen igen kommer der nyt Collins-blod i det gamle anegalleri.
Det hele rasler af undervejs
Tim Burtons hustru, Helena Bonham Carter, spiller vanen tro med og er ganske sjov som fordrukken psykiater. Michelle Pfeiffer har stil som Collins-familiens kvindelige overhoved. Danny Elfmans karakteristiske musik slår brusende op imod et veloplagt soundtrack fra 1972 og omegn.
Tim Burton har i det hele taget fyret godt op under kedlerne. Men det afgørende moment mangler.
Hvis bitch er Johnny Depp?Filmen anslår i begyndelsen nogle temaer om klasseforskel, om blodets bånd og om forskellen på den gamle verden og den nye. Det hele rasler imidlertid af ladet i løbet af den overdrevent hæsblæsende tur.
Indhenter aldrig nutiden
Et sted undervejs forsvinder også det, der skulle have gjort hele herligheden til en smittende oplevelse.
Måske ville mere kitsch og mindre storladne effekter have kunnet tippe balancen. Men ’Dark Shadows’ er hverken en lille skrækbutik, et horrorshow eller en hilsen fra Saksehånd.
Det er mørkt og muntert drama uden uhygge og med en indforstået nostalgisk vittighed, der aldrig rigtig indhenter den nutid, den så gerne vil gøre indtryk på.
Læs om Tim Burtons særlige filmæstetik i Politikens tillæg FILM torsdag.
fortsæt med at læse
