Original langt ind i det excentriske er Tim Burton i alt, hvad han laver, fra live action-gysene i 'Edward Saksehånd’ og ’Sweeney Todd’ til dødbideranimationen i ’Corpse Bride’ og 3D-surrealismen i ’Alice in Wonderland’ - alt sammen dødsfikseret på kanten mellem poetisk morskab og morbid patologi.
Det gælder også denne ny stop-motion-film - sort-hvid, men i 3D! - over den gamle gotiske gyserdrøm om at skabe kunstigt liv.
LÆS OGSÅ Burtons vittige vampyr er mere tandløs end tidløs
Her, ligesom i Burtons debutkortfilm fra 1984 med samme titel, henlagt til knæhøjde som en kærlighedshistorie mellem en nørdet dreng og hans hund.
Bullterrieren Sparky bliver kørt over og begravet til ensomme 11-12-årige Victor Frankensteins uslukkelige sorg. Den var hans uadskillelige ledsager og spillede hovedroller – bl.a. som ildsprudende drage - i de amatørtrickfilm, drengen laver på sit laboratorieloft i forældrenes hus.
Perversvidenskabelig dødsmenageri
Men da en ny dæmonisk fysiklærer, mr. Rzykuski, viser klassen frøens spjæt, når strømmen sluttes til det afdøde kræs nervesystem, får Victor en lys idé.
Han graver Sparky op igen, skruer delene sammen - og får strømmen fra de tordenvejr, der jævnlig hjemsøger den lille, dystre by i heksejagtenes New Holland.
Scenen, hvor lynet hentes ind gennem loftsvinduet og ned i hundekadaveret, er et vidunder af barnlig projektoptimisme og gotisk poesi, en storslået og uskyldig hyldest til de gysere, Burton selv blev opflasket med - og som filmen er fuld af referencer til:
En monstergenoplivet skildpadde deler navn med 'Frankenstein's forfatter, Mary Shelley; naboens niece hedder Elsa Van Helsing efter Draculafiguren, og det dæmoniske husfaktotum har en direkte efterkommer i Victors pukkelryggede klassekammerat med friluftsgebis.
Og selvfølgelig går hele dette perversvidenskabelige dødsmenageri agurk, helt i overensstemmelse med genrens konvention siden de gamle Golemsagn.
Drukner i farceeffekter
Hybrisadvarslen mod, at mennesket 'spiller Gud', bliver i vore dage uundgåeligt en kommentar til kloning og genmanipulation, men jo også til gavnlig forskning i genoplivning, dna, stamceller og erstatning af diverse legemsdele med proteser – og kunstige knæ er vel ikke blasfemi.
Men den diskussion - for voksne - følger Burton ikke til dørs, og hans idé om aldersmålgruppe er uklar.
LÆS OGSÅ Anmelderne: Unikke Tim Burton leverer ikke varen
Med dansk 11-års censur og undertekster frem for dubbing sigter filmen nu på (halv)voksne, men især den sidste fjerdedel skuffer så med et fald i intensitet - trods handlingens crescendo af uvejr og vanskabninger såsom en flagermusekat, en hær af dæmoniske guppyer ( sea-monkeys, nok så suggestivt) og bemeldte Reptilicus-skildpadde.
Men filmens rigtig strømførende lag (ja, undskyld) er nu hengivenheden mellem drengen og hans grimme grisegedehund, fuldt forståelig fra 4-5-års alderen. Den drukner bare i farceeffekter, vi kender ud og ind fra tidligere sci-fi-parodier.
fortsæt med at læse
