'Sinister’ starter som en Stephen King-inspireret historie krydret med (post)moderne found footage a la 'Paranormal Activity'.
En filmnørdet drejning får ’Sinister’, da det ikke drejer sig om mystiske optagelser med håndholdt mobiltelefon eller overvågningskamera, men om en kasse gode, gamle smalfilm. Så langt så godt.
LÆS OGSÅ
Det kunne have været en god gyser om den ambitiøse forfatter Ellison Oswalt, der ikke kan dy sig for at forfølge den djævelsk gode historie, selv om han derved bringer sin familie i fare.
Men efter et stykke tid melder genretvivlen sig. Er det en thriller om en morder på fri fod, eller er vi i Haunted House-genren og altså på gotisk grund? Et kort stykke tid opleves usikkerheden som pirrende.
Fuser ud i overbud
Så melder den uhyggelige realitet sig.
’Sinister’ er bare endnu film, der lider af den uhyggelige vrangforestilling, at en gyser bliver mere uhyggelig, hvis man propper alt mellem himmel og jord (og helst lidt til!) i den og ryster posen, indtil seriemordere, spøgelser, skeletter i skabene og i cyberspace og andet godt ondt rasler rundt imellem hinanden i én spjættende pærevælling.
Ærgerligt, for anslaget i ’Sinister’ er ikke så tosset, og Ethan Hawke er en god nok skuespiller til, at man fatter interesse for forfatteren, der desperat jagter en ny succes i true crime-genren.
LÆS OGSÅ
Altså fortællinger, hvor man prøver at kaste nyt lys på en mordgåde, politiet for længst har opgivet at finde hoved eller hale i. Så jo, et populært tema om uopklarede kriminalsager fra tidens tv-serier er der også blevet plads til.
Hvis Scott Derrickson havde turdet tro på en eller såmænd to af sine historier i stedet for at satse på en sammenrodet gysets gryderet, kunne der have været potentiale i 'Sinister'. Nu fuser det ud i overbud.
fortsæt med at læse
