Der er som bekendt et velvoksent marked for navnløs rædsel som underholdning, forstå det hvem der kan.

Og amerikanske Scott Derrickson har vist sig leveringsdygtig med bl.a. ’Besat’ (2005) og ’Sinister’ (2012). Og hans håndelag for enkel og effektiv rædselspirring fejler heller ikke noget i denne ny blanding af skrækspekulation og vulgærkatolicisme – med The Doors som akkompagnement.

LÆS OGSÅ Gyselig filmgryderet er den rene pærevælling

Det handler nemlig om ’dørene’ ind til dén anden verden, som de onde ånder kommer fra.

Det 'virkeligt onde'

Dørene kan findes i en bjerghule i Irak 2010 (optakten) eller i New York 2013, hvor gadebetjenten Ralph Sachie med sin særlige ’radar’ (vi andre kalder det intuition) spotter specielle sager. Et udkald til husspektakler viser sig at være hos en marineveteran, der var med i den hule i Irak. En kvinde, der i et anfald har smidt sit lille barn i grøften ind til løvegrotten i Zoo, har vist også forbindelse dertil.

Snart buldrer og knaser det for Sachies ører – men ikke for politimakkerens! Han ser syner, andre ikke ser, og det samme gør hans lille datter. Det onde søger ham, via hans ’radar’! Ved mødet med fader Joe Mendoza, en tidligere narkoman, der nu er blevet katolsk pater med speciale i exorcisme, må Sachie erkende sit usalige ’klarsyn’ og lære at beskytte sig mod det onde ved at konfrontere sine egne indre dæmoner: bekende sig til Gud.

Ja, så let er det faktisk at afvæbne det ’virkeligt onde’, der selvfølgelig betjener sig af latin og persisk for at ’komme ind’ – break on through to the other side.

Det er svært ikke at opfatte filmen som et katalog over amerikansk middelklasses fordomme – præstens narkomani, Sachies arbejdsnarkomani og familiesvigt, The Doors som indbegrebet af syreholdig dæmoni. Og så krucifikset og de kirkelige besværgelser som det helbredende ritual (i 6 trin, jævnfør AA’s 12 trin for uddrivelse af spritdjævelen).

LÆS OGSÅ Fransk komedie om familielivet er feel good uden at kamme over

Eric Bana, der jo ligner bankens filialdirektør, men hellere vil ligne en superhelt (Hector i ’Troja’ eller Bruce Banner alias Ang Lees kiksede ’Hulk’), er strømeren med de spirituelle evner, mens præsten spilles af Edgar Ramirez, med en næppe tilfældig lighed med Val Kilmer i rollen som Jim Morrison i sin tid. Selv foretrækker jeg til enhver tid The Doors i den oprindelige udgave uden latinsk hokuspokus, kannibalske dæmoner og poltergejster.

I dén forstand kan jeg kun istemme titlens fromme ønske: Fri os fra det onde.

fortsæt med at læse

Musikalsk magi gør biografgængere nyforelskede