Har man en tv-serie af korte episoder om populære figurer, er fristelsen til at omsætte det til en hel spillefilm næsten uimodståelig.

Men forsøg på at finde plot, der kan strækkes over halvanden time, kan slide hårdt på den oprindelige series charme.

Sådan går det her med en tv-serie for mindre børn, hvis 167 episoder er så højt elsket af 81 landes tv-publikum, at også disse linjers eventuelle læser sandsynligvis kan synge med på da-da-dum-melodien om ’Postmand Per, Postmand Per og hans lille kat Emil’.

Fra postmand til X Factor deltager

Med sin gule varevogn var Per landpost af den gamle skole i Grønnedal & Omegn med god tid til at give en hånd med bortløbne får, umalkede køer, killinger i høje træer osv.

Han avancerede med tiden til den større by Pencasters specialposttjeneste, som også råder over helikopter og motorcykel med sidevogn til katten. Og nu selvfølgelig også: ’effektiviserings’eksperter! Bemærk venligst gåseøjnene, for i Pencaster er effekten ligesom i Danmark: ringere service til højere pris.

Da den lede ny vicedirektør Karfunkel erstatter mennesker med maskiner og afskaffer al anden bonus end sin egen, kan Per ikke skaffe sig selv, sin saligt hjemmegående Sonja og deres kække lille Povl på ferie i Italien, medmindre han kan vinde rejsen i et tv-show a la ’X Factor’.

Forherligelse af gamle værdier

Overraskende nok slår Pers tenor Paul Potts’, men desværre har hans modkandidat en manager, hvis albuerundsave og generelle træskhed slår postens vicedirektørs. Og bliver Per ikke selv lidt højrøvet af al den virak? Det synes både familien og landsbyfolkene.

Mon vor helt får sin familieferie? Gæt selv. Men inden da har enhver tilskuer over 10-12 år både fået nostalgitis og sirupsforgiftning af al den kvalmesøde forherligelse af landalmuens enfold og ’gamle dage’s værdier.

Hos mig slår det i hvert fald kontra, selv om figurdesignet stadig er festligt enkelt og de danske stemmer fremragende – f.eks. Henrik Lykkegaards tv-vært med en arrogant veltalenhed af blachmannske dimensioner.

Men med sin omstændelige mistænkeliggørelse af al modernisering rammer plottet tematisk langt over erfaringshorisonten hos kernemålgruppen af førskolebørn og forråder tv-episodernes hjertelige naivitet.