Film over en roman betyder jo forkortelse af den – i bedste fald til skærpet tematik og karakterer, i værste fald forskertses de.
Jo mere kendt roman, desto sværere er snittet. Ikke mindst derfor når Jack Kerouacs 'Vejene' fra 1957 først biograflærredet nu – den ellers indlysende 'roadmovie' har hidtil været anset for 'ufilmbar'. Walter Salles' forsøg på at afkræfte det, lykkes kun halvt.
Fra frihedstrang til destruktion
I lange passager er det en intens film om utilpassede unges valg mellem kærlighed, tryghed eller frihed i Bobby McGee-betydningen nothing left to lose. Men ikke en film, der forklarer bogens status som 'beatgenerationens bibel'.
For rundt om de på en måde tidløse omkostninger ved kærlighed og frihed mangler det 1950'er-tidsbillede, der kunne forklare en frihedstrang så desperat, at den bliver til destruktion.
Kim Skotte: Beat-film om sex, drugs og jazz er for tam»Jeg mødte Dean ikke så længe efter, at mig og min kone var gået fra hinanden«, lyder romanens første sætning med forfatterspiren Sals stemme (og i den nyeste 1998-oversættelse). Og romanen slutter med ordene: »... jeg tænker på Dean Moriarty«.
Om de to komplementære, gensidigt spejlende figurer, vagabonden og verdensstormeren Dean Moriarty og iagttageren Sal Paradise, handler bog såvel som film.
Sært umotiveret
Men filmen begynder sådan: »Jeg mødte Dean, kort efter at min far var død«. Se, dér blev Sal lige en skilsmisse yngre og én til af romanens mange koner og kærester sparet væk fra rollelisten.
Men til gengæld belyser filmen bedre end romanen de to af Deans erobringer, som er bevaret: vilde Marylou og kontrollerede Camille, begge også med en vis svaghed for sagtmodige Sal.
Især drages pigerne (hhv. Kristen Stewart og Kirsten Dunst) og digterspiren (Sam Riley) dog som møl mod flammeskæret fra Dean, i Garret Hedlunds imponerende præstation et bål af dødsforagtende proletarisk livsgrådighed.
Men Salles og José Riveras manus vil ikke undvære den anden attraktion: nøgleromanens.
Sal er jo Kerouac selv, Dean hed 'i virkeligheden' Neal Cassady, og Tom Sturridge brænder igennem som en ung Allen Ginsberg, Viggo Mortensen lægger syrestiv maske til William S. Burroughs.
Men alt sammen sært umotiveret, ligesom Sals eneste romance, med en illegal mexicansk frugtplukkerske.
Når ikke i mål
Nøgleportrætter er ikke nok til en karakteristik af en epoke. Og af den beskårne odyssé gennem et forkalket amerikansk samfundssystem er der kun tilfældige glimt tilbage, for rodet til at være et egentligt tidsbillede.
Romanen 'On the Road' er hverken Steinbecks socialrealisme, Henry Millers slentrende promiskuitet eller Salingers coming-of-age psykologi, skønt den har spor af dem alle.
Romanen er først og sidst et nødråb fra en efterkrigsgeneration, et udbrudsforsøg fra de bornerte, bigotte, angstkontrollerede 1950'eres ufrihed i atombombens, kommunist- og kønsforskrækkelsens skygge.
LÆS OGSÅ Kerouacs forsvundne debutroman er dukket op
Det er i dén egenskab, romanen forbereder og foregriber opbruddet i USA det følgende årti, langt ud over litteraturens grænser: Med borgerretsbevægelser og ungdomsoprør, med pop art og syrerock fra San Francisco til Manhattan erobrede den efterfølgende, antiautoritære generation scenen – ja, nationens selvforståelse – fra koldkrigskleresiet i Washington, D.C.
Dét perspektiv åbner filmen ikke med sine strejf af tidskolorit, kun skitseret som ufarligt bagtæppe for firkanten af farlig ungdom.
Så forsøget på filmatisering når ikke i mål, selv om det med sine forelskede landskabspanoreringer »o'er the land of the free and the home of the brave« helt bogstaveligt er – på vej.
fortsæt med at læse
