Næsten 250 birollepræstationer og en enkelt hovedrolle – i Wim Wenders' 'Paris, Texas’ - har gjort Harry Dean Stanton til en højt agtet karakterskuepiller, der tæller mange kolleger blandt sine fans.
Nogle af hans venner fra branchen medvirker i den schweiziske instruktør Sophie Hubers debut 'Harry Dean Stanton: Partly Fiction'.
En af dem er instruktøren David Lynch, der har brugt den reserverede, magre skuespiller i syv af sine film og løfter sløret for Stantons baggrund noget, når han interviewer ham i dokumentarfilmen.
Dér sidder de to mænd i Stantons sofa i en lejlighed i Los Angeles omgivet af den 86-årige hovedpersons ting: masser af billeder og ikke så få håndskrevne sedler med kortfattet, tvetydig visdom.
Et ansigt, der fortæller det hele
Mellem sig har de to mænd et askebæger. Lynch bruger det da, men for Stanton synes cigaretterne at være selve hans inhalering af verden og samtidig et filter til den. Hans lunger har formentlig nogenlunde samme kulør som hans humor.
Også instruktøren Wim Wenders fortæller om sit samarbejde med Stanton i den prisbelønnede og nu 29 år gamle ’Paris, Texas’, hvor skuespilleren udnyttede det reserverede ved sit væsen optimalt.
Kritik David Lynch laver flimrende udgave af 'Alice i Mareridtsland'
Dramatikeren og skuespilleren Sam Shepard skrev ’Paris, Texas’ og siger i dokumentarfilmen, at Harry Dean Stanton har et ansigt, der fortæller det hele.
Det er da også i høj grad Stantons fascinerende ansigt, der gør filmen om ham til en oplevelse med blandt andet klip fra hans filmpræstationer, i sort-hvide interviewpassager med ham og i en anden gennemgående idé: farvebilleder af Stanton siddende på bagsædet af en taxa.
Biroller som sit varemærke
Alene de mørke kugler af øjne beretter om alvor og årvågenhed - stadigvæk. Mundtligt udtrykker han sig bedst i sang. Når han fortolker enkle, vise countrynumre, kommer man tættere på ham, om han så gør det akkompagneret af en vens akustiske guitar eller uden for stambaren i selskab med en bartender, der har kendt ham i 42 år.
Tilføjelsen ’Partly Fiction’ i filmtitlen stammer for øvrigt fra sangen 'The Pilgrim - Chapter 33', som Kris Kristofferson skrev med vennen Harry Dean Stanton i tankerne.
Da den synges i Sophie Hubers smidigt klippede, flot fotograferede og interessant komponerede film, forstår man udmærket Kristoffersons karakteristik af Stanton som en »walking contradiction«.
For han er en hovedrolleprofil med biroller som sit varemærke. En karakterskuespiller med en evne til at spille mange forskellige typer og alligevel ligne sig selv. En sanger uden musikalsk karriere. En kvindernes mand uden kone og børn. Og en offentlig person med en egentlig behagelig vilje til at lade det private forblive privat.
fortsæt med at læse
